Hvem tør stemme på Inger K. Andersen fra DF?
"Forleden dag modtog jeg i min postkasse en valgfolder fra Inger K. Andersen, Dansk Folkeparti.
Inger K. Andersen går til valg med sloganet: Jeg tør! – tør du la' vær?
Af valgfolderen fremgår, at Inger K. Andersen vil arbejde for en masse godt for os alle i Norddjurs, f.eks.:
* Ingen nedskæringer på ældreområdet.
* Lettere og mere overskuelig adgang til tilskud.
* Ingen lukninger af kommunens skoler.
* Børnehaver skal tilpasse sig bosætningen.
De nævnte punkter viser, at Inger K. Andersen tænker på os alle – ung som gammel, der er således lidt til vælgere i alle aldersgrupper. Det er jo fint at love goder til os alle. Alligevel bliver jeg lidt betænkelig, når man får tilbudt en hel masse goder. Fra den virkelige verden har jeg erfaret, at alt har en pris, så derfor vil jeg gerne bede om svar på, hvordan vil du, Inger K. Andersen finansiere det du stiller os borgere og vælgere i udsigt i Norddjurs Kommune? Dine valgløfter er alene ren fordelingspolitik, så svar os lige på hvem skal have regningen?
Dine valgløfter virker ret uklare, f.eks. skriver du at "børnehaver skal tilpasse sig bosætningen" det betyder vel, at det kan blive aktuelt at lukke børnehaver hvis behovet kommer under en vis grænse? Hvorfor afviser du så at lukke skoler? Er det en kvalitet, at fastholde antallet af skoler i Norddjurs, uanset elevgrundlaget?
Eller kunne det tænkes, at der var gode faglige eller økonomiske argumenter for at lukke de mindste skoler?
Er det lettere at rekruttere nye lærere til små skoler, eller er det de større skoler som tiltrækker flest ansøgere til ledige stillinger? Er det en kvalitet i sig selv, at være en lille skole, eller er det måske en kvalitet, at skolens faglige tilbud til eleverne/lærerne er større?
Jeg "tør" i hvert fald ikke før jeg har fået Inger K. Andersens svar på ovennævnte."