Fortsæt til indhold

Hvor blev færgen af?

Samfund
Af Finn Mårtensson, Ingeniør HD, Rue de Louis 8, 8400 Ebeltoft:

"Mange medborgere har i årenes løb slået sig ned i Ebeltoft og nærmeste omegn i tillid til, at man her bosatte sig i et af de mest centrale områder i Danmark. Ti minutter til lufthavnen og København kunne nås på to timer.
Men ak og ve. Mols-Linien har i den grad udsultet Syddjurs og skåret sejladsen ned til 6 ugentlige afgange. Det kan man dårligt nok kalde en færgeforbindelse. Tidligere var der timedrift, hvilket vel nok var lige lovligt flot. Herefter i mange år to-timers drift, hvorefter der fulgte en hurtig og gradvis indskrænkning til det, der er tilbage i dag. Det til trods for, at der på en ekstraordinær generalforsamling i rederiet for et par år siden blev lovet fortsat regelmæssig drift fra Ebeltoft. Det blev oven i købet oplyst, at Ebeltoft-ruten var den af ruterne, der gav det bedste resultat for rederiet.
Altså kære politikere og valgkandidater. Hvis I bliver valgt, må I se at komme op på barrikaderne og slå i bordet, således at vi igen kan få en fornuftig besejling af ruten fra Ebeltoft til Sjælland. Alternativet er, at Ebeltoft kommer til at ligge i det yderste af udkants-Danmark med bl. a. faldende ejendomspriser og anden dårligdom til følge, hvilket absolut ingen kan være interesseret i.

Hvis ikke Mols-Linien er i stand til at yde færgeservice til Syddjurs, må andre komme til. Færgehavnen er jo en statshavn, og derfor er det ikke rimeligt, at Mols-Linien kan blokere for andre operatører. Jeg er sikker på, at andre dygtige færgerederier kan få en fornuftig forretning ud af en sejlads til Odden.

Sæt bare farten lidt ned og lad turen vare et kvarter længere, det kan der spares endog meget store mængder af det dyre brændstof ved. Med en fornuftig prispolitik og en god service ombord kan en rute til Odden sagtens gøres rentabel. "
Det er op til det nyvalgte byråd at vise handlekraft i denne for vort område yderst vigtige sag."