Landsbyråd - narresut eller reel indflydelse?
"I Norddjurs er der nogle mennesker, der har fået en god ide. Lad os oprette et landsbyråd, hvor landsbyerne kan stille med en repræsentant hver og som placeres under PUK udvalget. Rådet kan så på lige fod med Grønt Råd høres I forskellige sammenhænge.
Umiddelbart et godt forslag. Men der skal meget mere til for, at landsbyer og landdistrikter vil blive hørt. Erfaringer fra netop grønt råd viser, at dialogen ofte udebliver eller opstår reaktivt efter kommunens beslutninger er taget. Det grønne råd fungere idag desværre alene som et tvivlsom orienteringsforum.
Såfremt et landsbyråd skal fungere, og for at det ikke skal drunkne i den daglige administration - på skrivebordene hos vores hårdt prøvede medarbejdere, er der nogle forudsætninger der først skal være på plads.
Rådet placeres ikke under et udvalg - men under Borgmesteren. Rådet består af de lokale repræsentanter samt samtlige udvalgsformænd og kvinder. Kun sådan undgår vi at kasse/silo-tænkning ødelægger gode initiativer. Rådet skal inddrages tidligt i enhver planlægningsproces - og ikke først når planer eller enkeltsager skal i høring. Kun sådan undgår vi at rådet bliver en narresut.
Vi skal derfor tænke os godt om - inden vi søsætter et sådan initiativ.
Vil byråd, udvalg og administration reelt inddrage borgere, virksomheder og landsbyråd i dialog, inden der træffes beslutninger?
Hvis svaret er nej - så skal vi ikke bebyrde Syddjurs Kommune med mere administration og flere udgifter.
Jeg synes grundlæggende, at et landsbyråd er en god ide - for dette kan skabe en dialog der mangler idag. Men kan de ovennævnte forudsætninger ikke findes, bør vi droppe tanken.
Men fortvivl ikke. Vi er nogle, der vil tale landsbyerne og landdistrikernes sag i byrådet.
Disse ofte glemte dele af Syddjurs er nemlig også en del af vores kommune. De er en del af helheden og består af mange andre ressourcer end blot fine træer og bakker, is-kiosker vej-boder eller en flot udsigt over vandet. I disse lidt afsides egene bor der faktisk mennesker der bidrager til kommunens samlede værdi. Uanset om de bor i Søby, Lime, Nimtofte, Rosmus, Hyllested, Esby, Knebel, eller Blåkær.
Men når kommunens styre og administration ikke lytter til de lokale kræfter, distriksråd eller ildsjæle - så tromler vi gode stærke ressourcer ned - og snyder fællesskabet for den gevindst et samarbejde kunne medføre. Også økonomisk!
Muligheder for flere jobs, bedre indtjeningsgrundlag, og en mere bæredygtig økonomi er nemlig en sundere strategi end besparelser.
Centrale løsninger er ikke svaret hvis vores kommune skal udvikles. Respekt og dialog for alle borgere, virksomheder og lokalsamfund uanset placering er efter min mening afgørende for en reel udvikling og forandring i Syddjurs."