V-politikere i clinch med vordende handelsstudenter
Venstres borgmesterkandidat i Syddjurs, Claus Wistoft, og Venstres politiske ordfører, Ellen Trane Nørby, holder morgentidligt stævnemøde med de unge på Handelsgymnasium Rønde
Når Venstres politiske ordfører, Ellen Trane Nørby, tirsdag morgen besøger Handelsgymnasium Rønde sammen med Venstres borgmesterkandidat i Syddjurs, Claus Wistoft, i Syddjurs Kommune, er det med et klart budskab til eleverne: uddannelse er nøglen til frihed i en globaliseret verden.
"Vi har – heldigvis – en række gode uddannelsesmuligheder i Syddjurs, men jeg ved også, at hvis vi ikke konstant er i udvikling, så risikerer vi at tabe de unge. Både dem, vi mister i et gammeldags uddannelsessystem, og som dermed ikke får en uddannelse, men også de stærke unge, der vælger at få en uddannelse i en anden kommune. Man kan med andre ord sige, at gode ungdomsuddannelser tjener to formål for Syddjurs Kommune – først og fremmest giver vi vores unge en god uddannelse, og samtidig forøges deres tilknytning til kommunen, så de forhåbentlig vælger at bosætte sig her i fremtiden", siger Claus Wistoft forud for tirsdagens møde.
For Ellen Trane Nørby, der skal være Venstres spidskandidat ved næste års valg til Europa Parlamentet, tjener mødet med de unge også et andet formål, nemlig at overbevise dem om vigtigheden af at stemme ved Kommunalvalget.
"Desværre er valgdeltagelsen ved kommunalvalgene meget lav – for eksempel siger kun 35 procent af de unge i en undersøgelse foretaget af KL for nylig, at de helt sikkert vil stemme ved kommunalvalget i år. Det er alt for få, og jeg håber, at vi i dag kan overbevise de unge om, at deres stemme betyder noget – uanset om de stemmer på en kandidat, der arbejder for på bedre ungdomsuddannelser, bedre transport eller noget helt tredje," siger Ellen Trane Nørby.