Bondemanden og Hansen tæmmede Vejle
Nørre Djurs HK vandt for første gang i denne sæson - i Nørre Djurs Hallen blev det torsdag aften til en 'sikker' 20-19 sejr over Vejle
I femte forsøg lykkedes det Nørre Djurs HKs håndboldherrer i 3. division at komme på tavlen i denne sæson.
Torsdagens bunddyst mod Vejle 'hjemme i hulen', Nørre Djurs Hallen, gav en kneben hjemmesejr på 20-19, men sejren var mere sikker end resultatet ellers antyder.
"Drengene var tændte, og de slåssede i forsvaret som aldrig set før i denne sæson med Mikkel Eriksen helt på toppen og Kasper Hansen i målet fuldstændig outstanding med en redningsprocent på 55," fortæller holdleder Jakob Lunøe.
Angrebsmæssigt var det lidt mere en pose blandede bolcher.
"Vi spillede sådan set okay i perioder, men vi brændte alt for mange chancer, fordi vi ikke skød Vejles dygtige keeper som aftalt," siger Lunøe.
Tidligere landsholdsspiller med
Hjemmeholdet var foran 10-8 ved pausen mod det udmærkede Vejle-mandskab, der havde lokket den tidligere landsholdsspiller Hans Peter Munk-Andersen (58 A-landskampe) og 15 sæsoner på topplan i Kolding IF, med i bussen.
'HP', som den tidligere landsholdsspiller lyder som kælenavn, er i dag 49 år, men fortsat en snu ræv på en håndboldbane.
"Han kan ikke skyde længere, men han kan fortsat sætte spillet op, og der er ingen tvivl om, at han var med på udebane, fordi Vejle vurderede, at kampen var vigtig i bundstriden," siger Jakob Lunø
Unødvendigt spændende
Efter pausen fortsatte Nørre Djurs HK med at bevare teten.
Hjemmeholdet førte således 15-10, da haluret passerede de 40 spilminutter.
"Vi gik så lidt ned i kadence desværre, og måske var der lidt gummiben med i spillet i det sidste kvarter," lyder vurderingen fra holdlederen.
Nørre Djurs HK førte 20-16 med tre minutter igen, men gav så Vejle et par hurtige mål, fordi hjemmeholdet brændte i den anden ende.
"De reducerede til 20-19 med 15 sekunder igen, men heldigvis formåede vi at holde hovedet koldt, så vi kort efter kunne juble. Det var en forløsning for os alle," fortæller en glad og tilfreds Jakob Lunøe.
Martin "Bondemanden" Jensen er på vej mod et gennembrud af de større i denne sæson. Torsdag aften scorede han 6 mål på blot syv forsøg.
"Han var klart vores bedste sammen med Kasper Hansen," roser Lunøe.
Nørre Djurs HKs andethold i Serie 1 kom også på tavlen onsdag aften, da holdet vandt 30-24 i Kolind Hallen over Kolind-Perstrup.