Fortsæt til indhold

Fire ligeud-ad-landevejen-spørgsmål til besvarelse

Samfund
Af Jan Preisler, Ørsted:

"1. Kan du som byrådskandidat acceptere, at vindmøllerne forstyrrer naboernes nattesøvn?

53 procent er generede af støjen, og 29 procent får forstyrret deres nattesøvn. Sådan oplever naboerne det at bo 750 meter eller tættere på en af de store vindmøller. Det viser en undersøgelse udført af Jysk Analyse betalt af vindindustrien. I en afstand på 1 km er 41 procent er generede og 20 procent får forstyrret nattesøvnen.

2. Vil du som byrådskandidat lade uvisheden komme naboerne eller vindmølleindustrien til gode?

Hvor meget skader støjen fra vindmøllerne? Det er ikke endnu undersøgt, og derfor har Sundhedsministeren bestilt en videnskabelig undersøgelse. Resultatet er færdigt i 2015. Undersøgelsens indhold er ikke fremlagt formelt endnu.

3. Er du som byrådskandidat villig til at tage ansvar for de mange gener, som de store vindmøller giver naboer i dit lokalområde?

Loven pålægger ikke kommunerne at sætte vindmøller op eller lave lokalplaner for dem. Det fastslår professor Peter Pagh fra Københavns Universitet og det samme har miljøministeren udtalt i samråd. Kommunerne er altså ikke tvunget til at opstille vindmøller. De gør det fuldt og helt på eget ansvar.

4. Vil du som byrådskandidat være med til at ramme mennesker på deres økonomi i landområderne?

Som ejer af en vindmølle kan man tjene et tocifret millionbeløb på at stille en 3 MW mølle op. Per mølle. For vindmøllernes naboer er det modsat. De får i bedste fald en meget lille erstatning for værditab, der slet ikke dækker det reelle tab. Samtidig mister deres boligområde herlighedsværdi, og huspriserne falder."