Hyllested i gamle dage - nok engang
Tilløbsstykke gentages i forsamlingshyset med fortælling om gamle dage i Hyllested
Da bestyrelsen for Hyllested forsamlingshus i det tidlige forår havde inviteret til Hyllested-aften i forsamlingshuset, blev man på det nærmeste løbet over ende, så ikke alene salen var proppet til sidste mand, men også så mange måtte gå igen med uforrettet sag.
Anledningen var Per Rasmus Møllers nye bog med titlen ”Om Bette-Aksel, Kradéme-Søren, Sateme-Povl og alle de andre i barndommens Hyllested”.
Med forfatteren som fortæller blev det til en tur tilbage i tiden til perioden 1950 – 75, hvor de daværende beboere blev levendegjort gennem ord og en mængde gamle billeder. Mange af beboerne dengang var endda ganske farverige, som bogens titel også antyder. Også et nummer på harmonikaen blev det til, fremført på bånd af byens daværende dyrlæge Nygaard i en optagelse fra først i 1960-erne.
Prøver på Hyllested dialekten
Nu har bestyrelsen bedt forfatteren om at komme igen. Det sker torsdag 24. oktober kl. 19.00.
En regelret gentagelse af forårets program bliver det dog ikke, selvom der naturligvis vil være en del gengangere.
Dels er der kommet en række nye billeder til, og dels har forfatteren lovet at vægte stoffet anderledes. Blandt andet bliver der kikket indenfor på et par af de store lokale arbejdspladser, Rugaard og Asfaltfabrikken i Balle.
Også den særlige Hyllested-dialekt fra dengang bliver der en lille smagsprøve på.
En symfoni af gamle billeder
Hyllested-bogen, som den hurtigt blev døbt, er for længst udsolgt, men heldigvis er der dukket et lille restparti op, som på aftenen kan erhverves til kostprisen 120.- kr. Sideantallet er 275 og bogen er spækket med en sand symfoni af gamle billeder, hvoraf mange kan ses på lærredet i forbindelse med foredraget.