Social dumping – handler det ikke om mennesker?
"Er lønvilkår virkelig definitionen af den virkelige sociale dumping i Danmark anno 2013? – jeg siger nej.
3F´s ellers stort anlagte, landsdækkende kampagner, har til formål at overbevise vi danskere om at vi skal stemme på et rødt parti der er i mod "social dumping". Men i min optik glemmer man fuldstændig mennesket, og gør derimod "social dumping" til et spørgsmål om løn, øget virksomhedskontrol og mere tvang – faktisk går man så vidt som at kræve at virksomheder der skal have opgaver fra det offentlige, skal tvinges til at tage lærlinge/elever, for at kunne få opgaverne. Det har med andre ord intet med "social dumping" at gøre, men er udelukkende et mellemværende mellem en fagforening og arbejdsgiverne. Den lokale tømrer skal altså ikke kunne få en opgave for kommunen hvis ikke han har mulighed for at tage elever ind, så hellere sende pengene ud af kommunen? - Jeg siger klart NEJ TAK, vores virksomheder er underlagt rigeligt med kontrol og administrativt arbejde, og nej tak til tvang.
At løn og arbejdsvilkår skal matche danske overenskomster, kan vi naturligvis ikke være uenige om. Men at virksomheder der skal løse opgaver for det offentlige skal underlægges YDERLIGERE kontrol og tvinges til at ansætte lærlinge og elever giver absolut ingen mening – og hvor kommer den ellers flotte overskrift "social dumping" ind i billedet?
For mig gælder det derimod om at behandle alle lige - og det er min egentlige pointe.
For ja, jeg er imod RIGTIG social dumping – men MIN personlige definition er altså en ganske anden end fagforeningens. Vi har en tendens til at gøre menneskers ressourcer op i deres løn og rådighedsbeløb, men det er jo i virkeligheden både fattigt og helt forkert.
Det der virkelig betyder noget er de menneskelige ressourcer. Det er blandt andet det enkelte individs evne og gåpåmod til at prøve til en ekstra gang når medarbejderen på pladsanvisningen har sagt at "det ikke kan lade sig gøre" – eller når byggesagen ligger ubesvaret på tredje måned. Her eksemplificeret meget konkret, men i virkeligheden er det jo en social forskel der giver sig til udtryk i mange situationer i dagligdagen,
Og her sker den virkelige sociale dumping – for det kan ikke være rigtigt at vi i 2013 skal opleve at det skal være nødvendigt at "turde" træde frem og sige sin mening en ekstra gang med lidt dybere stemme, for at blive taget seriøst. Det kan ikke være rigtigt at det er hende der ringer til pladsanvisningen tre dage i træk, der kan få en plads to uger før end ellers planlagt. Social dumping har med andre ord intet at gøre med økonomi – det har noget at gøre med menneskelige ressourcer.
- så når jeg siger jeg er imod social dumping, så taler jeg om mennesker og rigtig social dumping. Jeg taler om at vi får skabt en serviceorienteret kommunal administration og en holdningsændring i samfundet generelt – at vi tager i mod alle på den samme måde og giver alle lige vilkår! – for det der kan virke som en selvfølge for nogle, kan være et uoverstigeligt bjerg fra andre.
Lad os tage et fælles ansvar for at bekæmpe den virkelige sociale dumping.
Vi skylder hinanden at behandle alle lige."