Flest mulige beslutninger ud på den enkelte skole
"Den nye skolereform er en realitet og træder i kraft allerede fra næste skoleår. Derfor arbejder mennesker på alle niveauer lige nu på at implementere den. I SF er vi optaget af, at alle skoler får så meget indflydelse på den proces som muligt.
Loven åbner en række nye muligheder, vi skal tage politisk stilling til. Skal der for eksempel være pædagogiske råd med forældrerepræsentation? Hvordan skal rammerne være for samarbejdet med bl.a. musikskoler og ungdomsskoler? Skal erhvervslivet have plads i skolebestyrelserne? Skal der være eliteklasser?
Spørgsmål som disse, og en del andre, kræver politisk stillingtagen, men for at skabe det bedst mulige beslutningsgrundlag, er det vigtigt, at få alle med i det afklarende arbejde – inden vi træffer nogle beslutninger. Det er derfor på sin plads at arrangere en eller anden form for høring, hvor alle kan komme med input.
Når det kommer til arbejdet ude på skolerne, vil SF kæmpe for, at vi lægger flest mulige beslutninger ud på den enkelte skole. Ledelse, lærere, pædagoger, forældrebestyrelser og andre interesserede som f.eks. idrætsforeninger, ungdomsskoler og musikskoler skal med i arbejdet, så vi opnår ejerskab til de nye undervisningsplaner.
Især er det vigtigt, at de lærere, der skal arbejde i de nye rammer, og de forældre, hvis børn skal modtage undervisning, er med i de centrale beslutningsprocesser.
Og så må vi heller ikke glemme at inddrage eleverne i arbejdet med at udvikle deres skole – deres input kan give os et ekstra skub.
Så fra SF´s side vil vi arbejde hårdt på at give skolerne så rummelige rammebetingelser som muligt. Så må de selv udfylde rammerne i et tæt samarbejde mellem skoleledelsen, underviserne, forældrene og eleverne.
Vi ser frem til en åben og konstruktiv dialog til gavn folkeskolerne og ikke mindst eleverne."