Valget i Syddjurs handler om arbejdspladser
"Flere private arbejdspladser i Syddjurs Kommune er nøglen til at få flere borgere til at flytte til kommunen og til få råd til bedre skoler, børnepasning og ældrepleje. Men skal der komme flere arbejdspladser i Syddjurs, skal kommunen blive mere erhvervsvenlig. Det er det, kommunevalget den 19. november handler om.
I flere år har kommunen ligget i bunden af DI's erhvervsklimaundersøgelse, og især sagsbehandlingen på bygge- og miljøområdet har været under skarp beskydning. Noget tyder dog på, at sagsbehandlingen er blevet bedre, men der er fortsat meget at gøre.
Blandt andet kan det undre at Syddjurs Kommune er dyrere end gennemsnittet af andre kommuner, når det gælder byggesagsgebyrer. I Odense Kommune har man netop besluttet at sætte byggesagsgebyret til 0 kroner. Hvorfor egentlig pålægge folk med initiativ og byggeplaner en stor afgift, inden de tager det første spadestik til det, der kan blive til en virksomhed med private arbejdspladser?
Gebyret for en gennemsnitlig erhvervsbyggesag koster 112.000 kr. i Syddjurs Kommune. Samtidig er kommunen den syvende. dyreste kommune i landet, når det gælder grundskyld. Det rammer også de private virksomheder hårdt.
Syddjurs Kommune må tage skeen i den anden hånd, og tydeligt markere at man vil private virksomheder – det er det valget handler om."