Norddjurs Konservative nåede op på 11
Borgmesterkandidat Benny Hammers målsætning om et hold på ti konservative kandidater blev opfyldt og mere til
Det Konservative Folkeparti kæmper en hård kamp på landsplan for at genvinde tidligere tiders storhed, men i det lokale miljø er der masser af optimisme i partiet.
Således har partiforeningen i Syddjurs formået at få genrejst en nærmest hendøende organisation ved flere måneders slidsomt arbejde. Konservative var nærmest puttet i kassen med "glemte sager", men efter sommerferien har partibestyrelsen fundet ti kandidater til Kommunalvalget.
I Norddjurs har de ikke villet stå tilbage for partifællerne i Syddjurs. Partiets mangeårige kommunalbestyrelsesmedlem Benny Hammer havde på forhånd udbasuneret, at hans personlige målsætning gik på at finde ni følgesvende.
Det er lykkedes og mere til. På den kandidatliste, som tirsdag blev afleveret på rådhuset, optræder følgende 11 navne:
- Spids- og borgmesterkandidat, planteskoleejer, Benny Hammer
- Studerende Jeanette Christiansen, Ålsrode
- Fisker Per Skødt Hansen, Bønnerup Strand
- Lærer Alice Brask, Grenaa
- Portmontør Michael Christensen, Grenaa
- Pensionist Ole Thorn, Grenaa
- Direktør Henrik Bøgild Nielsen, Ramten
- Lektor Ole Olesen, Grenaa
- Ingeniør Arne Holm-Hansen, Auning
- Lagerchef René Møller Nielsen, Ørum Djurs
- Heidi Christina Madsen, Glesborg
Fire flere end i 2009
Ved valget i 2009 kunne Konservative Norddjurs kun mønstre syv kandidater. 935 borgere gav partiet en stemme, heraf fik Benny Hammer alene de 521 og nåede som den eneste med blandt de 27 i kommunalbestyrelsen.
De eneste gengangere fra valget dengang er - ud over Benny Hammer - Jeanette Christiansen, Per Skødt Hansen og Alice Brask.
Alice Brask stiller også op til Regionsvalget
Det Konservative Folkeparti har anmeldt valgforbund med Liberal Alliance og Dansk Folkeparti.