Fortsæt til indhold

To mand takker af hos FC Djursland

Daniel Højland Nielsen og assistenttræner Brian Engelund har meddelt, at de af forskellige årsager siger tak for denne gang

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

På tirsdag har FC Djurslands sportschef Jan Thomsen indkaldt hele truppen til spillermøde.
Men allerede inden mødet har sportscfen overblik over, hvem der er til rådighed næste år.
"Daniel Højland Nielsen har meddelt mig, at han stopper. Han bor og læser i Aarhus og vil gerne finde et studiejob, og det vil ikke kunne forenes med tre gange træning plus kamp i weekenden hos FC Djursland," siger Jan Thomsen.
"Det er forståeligt, og det må vi tage til efterretning."
Daniel Højland Nielsen har ikke været fast mand i efteråret. Han har en fortid på Hessel Fodboldkostskole.
Jan Thomsen har snakket med hver spiller i truppen og har fra resten fået "et klart ja" til, at de fortsætter efter vinterpausen.
"Jeg forventer naturligvis, at et ja er et ja, men jeg ved også, at man aldrig kan garantere noget ethundrede procent i fodboldverdenen."

Engelund kan ikke afse tid

Assistenttræner Brian Engelund, der sammen med cheftræner Jesper Borup trådte til før de sidste seks kampe i efteråret, da duoen Anders Bjerre og Frederik Thøgersen blev fyret, har også meldt fra til foråret.
"Brian trådte til for at hjælpe, og det har vi sat stor pris på, men han har også erkendt, at det ikke holder i længden at kombinere et lederjob på en skole med et trænerjob på det her plan, så han har meldt fra til foråret," fortæller Jan Thomsen.
"Brian er superseriøs, og vi ved, at han har tænkt tingene godt igennem, før han meldte definitivt fra til mig."
Brian Engelund er tidligere cheftræner i FC Djursland.
Hvem der skal træne FC Djursland efter nytår, håber Jan Thomsen at kunne afsløre tirsdag aften, men ikke før.
"Jeg forventer, vi har det helt på plads inden weekenden er omme, men vi vil godt orientere spillerne først," siger Jan Thomsen.
Han har løbende holdt spillerne orienteret om udviklingen i klubben via spillerrepræsentanterne Kristan Kaagh og Morten Hjorth.
"Jeg bruger ofte Kaagh og Hjorth til at holde mig tæt orienteret om truppen, så diverse problemer altid bliver taget i opløbet."