Fortsæt til indhold

Socialdemokrater accepterer ikke social dumping

Samfund
Af Lars Kølle, Fuglsangvej 109, Grenaa - kandidat for S til KV13:

"I et tidligere læserbrev har jeg skrevet om vigtigheden af arbejdsmarkeds- og sociale klausuler i udbudsstrategien i Norddjurs. Konkret mener jeg, at ILO konvention nr. 94 vedr. arbejdsklausuler skal skrives tydeligt ind i udbudsstrategien.

Helt specifikt ønsker jeg, at artikel 1, stk. 1 vedr. anvendelse, samt artikel 2, stk. 2 vedr. løn og arbejdsforhold træder synligt frem i strategien. Artikel 2, stk. 2, beskriver hvordan, der skal sikres medarbejdere løn og arbejdsvilkår, svarende til de som er fastsat ved kollektive overenskomster gældende for det enkelte område. Dette skal indskrives som en forpligtigelse over for kommunen, gældende for de virksomheder som måtte vinde en udbudsrunde.

Men hvordan sikrer vi så at disse klausuler overholdes? Jeg vil i byrådet arbejde for, at der nedsættes en gruppe til at varetage denne opgave. En task force med beføjelser og beslutningskompetence til at sætte ind over for de virksomheder som ikke måtte overholder de klausuler, som fremgår af tegnede kontrakter.

Helt konkret skal der kunne sættes ind med kontrol af ansættelsesbeviser, som der skal være krav om fra 1. dag en medarbejder er på et arbejdssted, som er omfattet af kommunalt udbud.

Der skal på forlangende udleveres lønsedler af arbejdsgiver til kontrol af, om der udbetales løn og pension i henhold til gældende overenskomst, samt om der afregnes feriepenge. Det vil være oplagt, at dette kontrolleres af organisationerne som har områdeoverenskomsterne.

Såfremt der konstateres underbetaling eller manglende overholdelse af arbejdsforhold/ arbejdsmiljøloven, skal det være muligt for en task force at tilbageholde en del af udbudssummen til forholdene er bragt i orden. Konstateres sort arbejde, meldes dette straks til skat.

Det er vigtigt, at vi i en fortsat socialdemokratisk kommune, viser vi er socialdemokrater, at vi viser i både skrift og handling, at vi kæmper for arbejdernes rettigheder når det gælder kommunale udbud. At vi vil en kommune hvor vi IKKE accepterer social dumping."