Ufaglærte ledige skal have en reel chance
"Vi skal give en reel chance til de ledige, som aldrig fik taget en uddannelse, og som nu befinder sig på kanten af arbejdsmarkedet. Det skal vi gøre ved at lade ledige uden uddannelse tage deres dagpenge eller kontanthjælpe med i et uddannelsesforløb. Det vil være godt for den ledige, og det vil være godt for kommunens økonomi.
I 00’erne, da vi havde råd til at købe hele verden, og hvor bankerne ville låne penge til enhver, som havde en mere eller mindre gennemtænkt idé til en virksomhed, kunne nærmest alle - uanset kvalifikationer - få et arbejde. Da boblen så sprang, var der mange mennesker, som ikke havde fået taget en uddannelse i tide.
Mange af dem har fået familie, og har ikke råd til at gå i gang med en uddannelse som kræver en periode på SU. De skal derfor have mulighed for at tage deres forsørgelse – dagpenge eller kontanthjælp – med i et uddannelsesforløb, hvilket vi har mulighed for at gennemføre i kommunalt regi. Det kan f.eks. være i den første periode af en faglig uddannelse, indtil praktikperioden indledes – hvor man kan blive aflønnet som voksenlærling.
Antallet af ufaglærte stillinger i Danmark er halveret i løbet af det seneste årti, den eneste løsning på problemet er at begrænse antallet af ledige ufaglærte, ved at give dem en reel mulighed for at komme tilbage på arbejdsmarkedet."