Fortsæt til indhold

Næsten 10 procent flere stemmer på Skanderborgs største valgsted

Stemmeprocenten nåede op på hele 73,8 procent på Morten Børup Skolen

Samfund
Af Bettina Sønderskov

Det er endnu for tidligt at konkludere på, om børnene i stor stil har hevet deres forældre med til stemmeurnen, for at aflevere deres bidrag til kommunens store valgkonkurrence, eller om kommunens andre tiltag for at få folk til at stemme, har virket i Skanderborg. Men indtil videre kan kommunen konkludere, at stemmeprocenten på Morten Børup Skolen i Skanderborg nåede op på hele 73,8 procent i år i modsætning til i 2009, hvor den lå helt nede på 64,9 procent. Fra morgenstunden var der kø ved valgstedet i Skanderborg, hvor udfaldet af afstemningen har tradition for at blive afgørende for det endelige resultat af valget i Skanderborg Kommune. Kommunen udskrev i sidste uge en tegne- og quiz konkurrence for børnene på blandt andet Morten Børup Skolen. Børnene skulle sammen med deres forældre aflevere deres bidrag på valgstedet i dag, og mængden af bidrag til konkurencen er ifølge Signe Grønnegaard fra Skanderborg Kommune overvældende.
"Vi har fået langt flere tegninger, end vi nogensinde havde turdet drømme om," siger Signe Grønnegaard, som nu er i gang med at se nærmere på tegningerne.