Gå aldrig med halv vind...
"Apropos planer om opstilling af kæmpevindmøller i Hevring, så er det en gentagelse af historien om visse beslutningstageres ønske om at gå med halv vind på bekostning af "medborgere".
Ingen behøver at trætte sig selv med at sætte sig detaljeret ind i den sag, da den i sin essens handler om indtjening af penge på mulig bekostning af "medborgerens" gode liv og helbred. En primitiv magtdemonstration.
"Medborgeren" kunne vel godt pines lidt med lav-frekvent støj mod en slat i kommunekassen og andre lommer - synes moralen at være.
Magt og beslutningstagerne ser stort på at overholde almindelige beslutningsregler og trætter "medborgeren" med at forlange undersøgelser og udsætte møder. Sagen bærer præg af manglende lyst til at besvare spørgsmål og se "medborgeren" i øjnene.
At mellem-menneskelige respekt aftager proportionalt med muligheden for indtjening er set før i historien og er uendelig genkendelig i denne u-vindelige sag.
Kære magt og beslutningstager:
Forestil dig din "medborger" parkerer sin brummende lastbil en måneds tid i umiddelbar nærhed af din bolig.
For det første er reglerne vel overholdt. For det andet vil "medborgeren" sikkert afkræve langsommelige videnskabelige beviser på, at lastbilstøjen forårsager stress og søvnløse nætter inden "medborgeren"
kommer i tanke om at fjerne lastbilen.
Altså: Det er fristende nemt at pine sine "medborgere" med udsigt til klingende mønt, når bare distancen til "medborgeren" i forening med evnen til at fortrænge "medborgerens" pinsler - er tilstrækkelig stor.
Brug nu fantasien, tænk lidt ud af boksen og integrér din indre forsømte medborger.
Grøn energi handler altså ikke om i "lovens navn" at køre "medborgere" over med støj forurening og
lade dem rådne op i udkants-bananen og risikere at lade dem gå fra hus og hjem, så de kan redde
resterne af deres lav-frekvente helbred. Regler eller ej - det gør man bare ikke - det er faktisk ret uhøfligt.
Gå ikke med halv vind, men lav nu en rigtig vind vind beslutning og betænk din medborger med lidt mellem-menneskelig respekt ikke?
Hvor der er vilje er der vej og jeg håber på at du kære beslutningstager har viljen.
Men det aner mig kære beslutningstager, at du "couldn´t care less".
Men så sæt da møllerne op og lad os lave en støjundersøgelse.
Støjer møllerne for meget, kommer de ned igen. Ordre fra EU."