Mangler indsamlere til 3.000 ruter
I Helsingør mangler Dansk Flygtningehjælp stadigvæk indsamlere til 30 ruter i forbindelse med søndagens landsindsamling. Byen er i alt inddelt i 231 ruter, og status her fredag er, at 201 personer har meldt sig. Det betyder, at der stadig er 30 ledige ruter, som meget gerne skal besættes.
Men det er bestemt ikke det eneste sted i landet, at den er gal. På landsplan er der i alt cirka 13.000 ruter – hvoraf kun cirka 10.000 af dem er besat.
Pengene fra årets indsamling går blandt andet til syriske flygtninge, som går en hård tid i møde.
"Det er ved at blive koldt i Danmark i disse dage – og det samme er tilfældet i Mellemøsten, hvor syriske flygtninge kan se frem til en hård, hård vinter. Dansk Flygtningehjælp knokler lige nu med at komme ud med tæpper, telte, madrasser og mad til syriske flygtninge, og pengene fra indsamlingen vil blandt andet gå til det arbejde," siger Jens Engedal, der er projektleder på indsamlingen.
Interesserede indsamlere kan tilmelde sig på www.flygtning.dk eller på telefon 3373 5111.