Garagebarnets forældre stiller op til valget
Forældrene til det skjulte fire-årige barn, der under en ransagning blev fundet i en garage i et parcelhuskvarter i Helsingør, er kandidater til kommunalvalget.
Barnet blev holdt skjult for myndighederne indtil 2012, og forældrene er fortsat sigtet for at have undladt at registrere barnet. Til gengæld frafaldt politiet tidligere på året sigtelserne om vanrøgt.
Moren og faren har fået tvangsfjernet i alt syv børn og har tidligere udtalt sig meget kritisk om Helsingør Kommune. Nu forsøger de altså selv at få en af pladserne i byrådet under navnet Kronborglisten, skriver sn.dk.
Udover forældrene Lisbeth Eliasen og Jens Valbek tæller Kronborglisten også et af deres voksne tidligere tvangsfjernede børn, Jannus Valbek-Eliasen. Der er ikke andre kandidater fra listen.
Kronborglisten har tidligere været kandidater til både kommunalvalg og regionsrådsvalg, men er aldrig blevet valgt.