Fortsæt til indhold

Det halter med fysikken

Djurslændingene startede flot i lørdagens kamp, men mistede momentum efter 25 minutters spil, fordi spillernes fysiske tilstand ikke er god nok, mener sportschef

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

"Vi taber af flere årsager, men for mig er det tydeligt, at spillernes fysiske form simpelthen ikke er god nok," kommer det kontant fra FC Djurslands sportschef Jan Thomsen.
Sportschefen mener, at lørdagens hjemmekamp mod Skovbakken i 2. dvision Vest giver ham ret.
"Vi taber 3-1, men starter flot ud de første 25 minutter, kommer foran og har mulighed for at komme på 2-0, før vi mister momentum mod et, skal det siges, godt spillende mandskab fra Skovbakken."
Scoringen til 1-0 var brasiliansk, idet FC Djurslands brasilianer, Renato, satte kuglen i nettet efter blot tre minutters spil.
"Renato spillede forrygende i starten sammen med resten af holdet, men spillerne kunne ikke holde tempo og organisation i den sidste time," fortæller sportschefen.
Skovbakken, der var uden midtbaneregissøren Kenneth Hansen, udlignede i det 28. minut ved Søren Lynge Poulsen.

2-1 efter hjørnespark

FC Djursland kom bagud 2-1 i det 62. minut ved Joran Blaue, der scorede på hovedstød efter hjørnespark.
Mod slutningen satsede hjemmeholdet det meste af butikken for at hente mindst det ene point, men det gav ikke bonus.
I stedet lukkede og slukkede Skovbakken med endnu en scoring. Lasse Nørdam øgede til 3-1 i det 90. minut.
"Lasse Pedersen var igen i mål efter, at Andreas Bang stod i sidste kamp mod Skanderborg. Andreas er imidlertid skadet, og så tog Lasse over igen, og han kunne bestemt ikke lastet for de tre mål," siger Jan Thomsen.
FC Djursland var også uden anfører Morten Hjorth (karantæne). I stedet spillede Nicolai Christensen på den centrale midtbane sammen med Joachim Gotfred.
På kanterne spillede Simon Skibsted og Renato, mens Simon Elkjær Nielsen spillede i 'mellemrummet' og Kristian Kaagh var spidsangriber.
På bænken havde FC Djursland: Jeppe Juhl Jensen, Kristian Gertsen, Rasmus Jensen og Daniel Højland Nielsen. De to sidstnævnte kom i kamp efter pausen.

Hænger i dyndet

FC Djursland mangler en kamp i første turneringshalvdel. Den spilles på lørdag ude mod FC Sydvest.
Jan Thomsen erkender, at situationen i bunden af rækken ser meget sort ud for FC Djursland.
Et facit efter 14 kampe, der hedder 1 sejr, 4 uafgjorte og 9 nederlag, er hård kost og belaster naturligvis spillernes selvtillid.
"Bliver der en vinder af opgøret mellem Svendborg og Odder søndag, vil der være enten seks eller syv point op til nedrykningsstregen for os," konstaterer Jan Thomsen.
"Nu skal vi have overstået kampen mod FC Sydvest, og derefter kan vi gøre status og få afklaret, hvordan trænersituationen skal se ud efter nytår. Desuden skal vi meget hurtigt have afklaret med den nuværende trup, hvem der er med i foråret 2014, og hvem der eventuelt ikke er til rådighed."
Sportschefen er i fuld gang med processen, men vil ikke give en status på nuværende tidspunkt.
"Jeg vil snakke med hver enkelt spiller, og muligvis også nye emner, før vi melder noget ud," siger Jan Thomsen, der vil forlange, at spillerne melder klart ud før vinterpausen, så juleferien ikke kommer til at byde på uventede overraskelser af negativ karakter på spillerfronten.