DEBAT Smarte udstykninger, tak!
Et af de store emner på TV2 Østjyllands valgdebat om Favrskov var at væksten i Favrskov Kommune er gået i stå. Især Anders G. Christensen (V) sagde mange gange at befolkningstallet var faldende.
Det er naturligvis et problem at der mange steder i kommunen er ved at mangle børn i børnehaver og skoler. Men det er ikke den optimale løsning bare at lave flere udstykninger som Anders G. foreslår. Vi har brug for smartere udstykninger!
Årsagen til det faldende børnetal er at Favrskov Kommune i voldsom grad mangler borgere mellem 20 og 35 – altså småbørnsfamilier. Til gengæld har kommunen pænt mange midaldrende og ældre borgere.
Kommunen har således to muligheder for at få flere småbørnsfamilier, dels
at sørge for udstykninger som er attraktive for unge familier, og dels at sørge for at der er gode ældreboliger der kan 'lokke' nogle af de ældre til at flytte fra parcelhuset.
I stedet for blot at snakke udstykninger, er det altså målrettede udstykninger og boliger der brug for. Det er langt fra alle unge familier der har råd til dyre parcelhusgrunde. Derfor skal der satses meget mere på tæt-lav-byggeri, gerne som bofællesskaber. Der er mange unge familier der efterspørger netop den slags boliger.
Og så er det også vigtigt at den kollektive trafik bliver forbedret så man kan flytte ud i kommunen uden at skulle have to biler. Det bliver et stort løft når letbanen kommer, men den kan ikke stå alene. Der skal også flere busser til.