Fortsæt til indhold

Her kan boligejerne gnide sig i hænderne

Samfund
Arkiv

Efter flere års boligkrise er markedet begyndt at bevæge sig i den rigtige retning - i hvert fald hvis man bor i en af de 17 byer i Nordsjælland, hvor priserne er steget mellem 1. halvår 2012 og 1. halvår 2013.
Boligportalen Boliga.dk har undersøgt salgsprisudviklingen på villaer og ejerlejligheder rundt om i regionen, og tallene viser, at der i ca. 82 procent af nordsjællands byer er blevet registreret prisstigninger på husmarkedet.
Villasælgerne i Hellerup har oplevet den største forskel mellem 2012 og 2013 med kvadratmeterpriser, der er i første halvår var 13 procent højere end i samme tidsperiode sidste år, mens Virum, Bagsværd og Birkerød også scorer højt i undersøgelsen med stigninger på henholdsvis 12, 11 og 8 procent i villapriserne.
Omvendt er der knap så gode nyheder for husejerne i Slangerup, Hillerød og Hundested.
I Slangerup har villasælgerne fået otte procent mindre pr. kvadratmeter i 2013, mens tallene for Hillerød og Hundested er henholdsvis minus fire og minus to procent.
På landsplan kan parcelhusejerne notere et plus på 4,5 procent i forhold til samme periode sidste år, og det er især Region Hovedstaden, der trækker lokomotivet, med en stigning på 5,5 procent i huspriserne.

Overvejer man at købe en forældrelejlighed eller en otium-hybel i hovedstadsområdet, skal man forvente at betale betydeligt mere pr. kvadratmeter end sidste år.
I Region Hovedstaden har priserne bevæget sig 11 procent opad, og det er navnligt i Københavns brokvarterer og de nærliggende byer, at stigningen er slået igennem.
I Gentofte er lejlighederne således blevet solgt til en kvadratmeterpris, der i snit er 21 procent højere end i samme periode sidste år, mens Kastrup, Vanløse, København K, København Ø og København N følger lige efter med prisstigninger på over 15 procent i alle tilfælde.
Til gengæld er der knap så meget at glæde sig over for sælgerne i Søborg og Helsingør, hvor priserne er faldet det senest år.
Statistikken er baseret på salgskvadratmeterpriser på handlede boliger i hhv. 1.halvår 2012 og 1.halvår 2013.
Boliga har kun medtaget postnumre, hvor der har været minimum 30 handlede boliger i begge halvår, og hvor den tinglyste adresse er matchet med en ejendomsmæglerannonce.