Fortsæt til indhold

Køge Park skal være et løft for al idræt i Køge kommune

Køge kommune har fået tilsagn om reduktion for deponering til stadion på 30 mio kr. i OPP projekt

Samfund
Arkiv

STADIONBYGGERI: Det er på tirsdag den 12. november, det forventes at Økonomiudvalget i Køge kommune siger ”go” til at lade projekt Køge Park komme videre til Fase 2 - og leverer sagen til endelig godkendelse på byrådsvalget tirsdag den 26. november.
Det er en utrolig spændende periode for elite- og breddeidrætten i Køge kommune, som sukker højlydt efter facilitetsforbedringer.
Et godt skridt på vejen til Fase 2 kan være det tilsagn som Køge kommune har fået om reduktion for deponering til stadion på 30 mio kr. fra den såkaldte OPP-pulje (Offentlig-private partnerskaber) i Økonomi- og Indenrigsministeriet.
Det betyder at kommunen kan undgå en del af deponeringskravet, når de iværksætter det nye projekt Køge Park på Køge Stadion grunden som offentligt-privat samarbejde.
- Det er bestemt godt nyt. Jeg tolker det sådan, at vi nu er i den situation at grunden er mere værd end deponeringsbeløbet. Så kan man da ikke bruge det som en undskyldning for at det ikke kan lade sig gøre, siger den nytiltrådte adm. direktør i HB Køge, Peter Frank, der også ser det som en kæmpe opgave for kommunen at få givet idrætsfaciliteterne både for bredde- som eliten et gevaldigt løft.
Men Peter Frank slår samtidig fast med syvtommersøm, at Køge Park ikke er et HB Køge projekt – men et projekt for alle borgere – og alle idrætsgrene - i Køge kommune.
- I dagens Danmark er kravene fra idrætsudøverne – unge som ældre - at faciliterne skal være i orden. Er de ikke det – jamen så kan nabokummunen måske være et alternativ at dyrke sin idræt i. Manglende tilbud til ordentlige forhold kan samtidig være en stopklods for nye tilflyttere til kommunen – og det er jo i særdeleshed en skam for Køge kommune i en periode, hvor der sker en fantastisk udvikling med Køge Kyst, nyt universitetssygehus – og med en beliggenhed kun ganske kort rejsetid fra København. Og en renovering af de eksisterende faciliteter på et af de to stadions i Køge og Herfølge vil løbe op i et sted mellem 100 og 200 millioner kroner, hvis de bare nogenlunde skal leve op til nutidens krav. Og det vil i min verden kun kunne karakteriseres som en lappeløsning, siger Peter Frank.
- Køge Park skal udover at være en idrætsby også være en erhvervspark med græs i midten,, tilføjer Lennert Hansen fra HB Køges direktion.
Netop idrættens vilkår i Køge kommune er på programmet ved en paneldebat torsdag aften den 7. november kl. 19.00 i Køge Boldklubs klubhus på Køge Stadion.
Det er Team HK Køge, Gymnastikforeningen Køge Bugt, Køge Kricket Klub, Køge Svømmeklub, Team Køge Volley, Køge Boldklub og bokseklubben Boks 12 der står bag arrangementet hvor alle naturligvis er velkomne.

- I dagens Danmark er kravene fra idrætsudøverne – unge som ældre - at faciliterne skal være i orden. Er de ikke det – jamen så kan nabokummunen måske være et alternativ at dyrke sin idræt i, siger HB Køges nye adm. direktør, Peter Frank til Lørdags-Avisen.