DEBAT Flere varme hænder og færre klager!
Enhedslisten i Favrskov ønsker flere varme hænder inden for den offentlige sektor. Der er brug for sosuhjælpere, assistenter og sygeplejersker. Ligeledes flere lærere og pædagoger.
Der er skåret ind til benet overalt i Danmark - og også i Favrskov. Nu bør der genoprettes, således, at ældre og handicappede kan få bad to gange hver uge, gjort rent hver uge og ikke mindst komme ud blandt andre mennesker.
Handicappede skal have ret til ferier på rimelige økonomiske vilkår. Skolen har brug for flere hænder i den såkaldte folkeskolereform og inklusion, hvis kvaliteten ikke skal forringes i folkeskolen. Også børnehaverne har brug for flere varme hænder.
Der er alt for mange omgjorte sociale sager i Favrskov, hvor ankesystemet giver borgeren ret. Mulige årsager er helt sikkert for få hænder og en meget hård og urimelig stramning inden for den offentlige sketor. Det kan vi ikke være bekendt. Heller ikke i Favrskov.
Enhedslisten har i den nuværende situation bragt rimelige krav ind i forhandlingen om den kommende finanslov. Der er penge nok. Se bare hvordan finanssektoren kan finde smuthuller i skattesystemet og flytte penge! Også lokalt må og skal der findes penge til det sociale område og skolerne.