Fortsæt til indhold

Borgmesteren slingrer ned ad Søndergade

Samfund
Af Mads Færgemann, kandidat for Liberal Alliance Syddjurs til KV13:

"Sagen omkring asylcenteret på Søndergade i Ebeltoft tog en noget underlig drejning til byrådsmødet sidste torsdag. Noget kunne tyde på, at borgmester Kirstine Bille pludselig er kommet i tanke om, at placeringen af et asylcenter på Søndergade i Ebeltoft måske ikke er det helt optimale.

Hun havde derfor forud for byrådsmødet sendt et forslag til byrådsmedlemmerne med et alternativt forslag til afstemning i byrådet. Forslaget gik ud på, at Syddjurs Kommune skulle undersøge mulighederne for en alternativ placering og eventuelt muligheden for en udbygning på Mariesmindevej. Et tilsyneladende godt forslag, der kunne sikre ro til at få placeret flygtningene et andet sted, og den fornødne til at få arbejdet gjort, således, at det kunne blive en WIN-WIN situation for alle parter, og borgmesteren på en måde kunne redde sig med lidt af æren i behold.

Det faldt dog ikke i god jord hos den radikale Carsten Bech, at der til sidst i forslaget stod “Centerafdelingen i Søndergade fortsætter indtil, der er truffet beslutning om en alternativ løsning.”?

Da Carsten Bech mente, at der med dette ordvalg var taget beslutning om, at asylcenteret i Søndergade skulle lukkes. Han kunne derfor ikke stemme for borgmesterens forslag, og efter lidt ordveksling frem og tilbage, endte det med, at borgmesteren heller ikke kunne stemme for sit eget forslag, hvilket virker noget underligt, når man iagttager forestillingen fra tilskuerrækkerne i byrådssalen.

Det kan umiddelbart virke som en mindre detalje, om der står i forslaget, at der skal findes en alternativ placering eller man skal drøfte alternative muligheder. Jeg frygter bare, at kommunen har sparket sagen til hjørne, for så eventuelt at kunne fastslå, at der ikke findes nogle alternative placeringsmuligheder.
Dette blev faktisk også bekræftet, da min partikollega og borgmesterkandidat for LA Per Zeidler direkte spurgte borgmesteren om dette ikke kunne være tilfældet, at sagen endte ud i ingenting, og at asylcenteret blev liggende i Søndergade. Det svarede borgmester Kirstine Bille, at en sådan mulighed kunne godt blive sådan.

Så i stedet for et byråd, der stort set hele vejen rundt kunne være blevet enige, hvis borgmesteren havde troet på sit eget ændringsforslag, ja så lykkedes det igen borgmesteren at få splittet byrådet og gøre nogle borgere i Søndergade og i handelslivet endnu mere frustreret. Godt gået fru borgmester.

Men ordlyden blev ikke desto mindre at:

”Syddjurs Kommune har en lejekontrakt med Udlændingestyrelsen, der er uopsigelig indtil 30.04.14. Herefter løber lejemålet indtil det skriftligt opsiges med 6 måneders varsel. Lejekontrakten med Udlændingestyrelsen opsiges ikke, derimod indledes der drøftelser med Udlændingestyrelsen om alternative muligheder herunder muligheden for at udvide centeret på Mariesmindevej, så behovet for indkvartering på længere sigt kan dækkes der. Resultatet af disse drøftelser forelægges byrådet hurtigst muligt til endelig beslutning inden udgangen af marts 2014”.

Så det bliver jo spændende og se, om udfaldet af undersøgelsen bliver, at det gamle vandrehjem skal blive med med at være asylcenter til stor frustration for naboerne, hvor dette kom som en tyv i natten."