Fortsæt til indhold

Guitar trio spiller for den gode sag

Thorsager-trioen Kanstrup, Gleerup og Thomsen optræder i Koed Forsamlingshus til fordel for Kræftens Bekæmpelse og med Djurslands Mandskor som opvarmning

Samfund
Af Martin Schultz

Thorsager har en sjælden trio, som forener teologi, biologi og den sprøde klang af Martin-guitarer. Til hverdag er Niels Kanstrup nemlig biolog, Jørgen Gleerup er sognepræst og Ole Thomsen sælger de bedste guitarer fra en af landets førende guitarforretninger i Aarhus.
Men alle har de den musikalske åre og er kendt for at kunne levere småfilosofiske, humoristiske hverdagsbetragtninger.
Tilsammen er de ved at være kult i lokalområdet og fredag 1. november optræder de i Koed Forsamlingshus til en aften med spisning og koncert til fordel for Kræftens Bekæmpelse.
Og det bliver større og større – for denne gang bliver det med opvarmning af Djurslands Mandskor.

Ad mindernes allé

Koncerten byder på en skøn blanding af sange og musik - lige fra gamle danske viser til sange hentet fra den folk-tradition, som står trioen nær.
”Det bliver en musikalsk tur hen ad mindernes allé, og mon ikke publikum ind i mellem vil synge med på et omkvæd,” siger formand for Kræftens Bekæmpelse Syddjurs Afdeling, Ole Egebjerg.
Det hele præsenteres i iørefaldende akustiske arrangementer.
Billetprisen er 180 kr. inkl. spisning og der doneres 75 kr. for hver solgt billet til Kræftens Bekæmpelse.