Hold lige øje med om Carsten Bech sidder på bagsædet
De to borgmestere på Djursland møder hver deres udfordrer på TV2 Østjylland mandag aften for sidste gang, før det går løs
Indvejningen til morgendagens valgdyst foregår i aften på TV2 Østjylland mandag aften, hvor alle duellanterne til borgmesterposterne i Østjylland mødes for sidste gang, før ringen bliver givet fri fra klokken 9 tirsdag morgen.
Det foregår fra klokken 19.45 til 21.
Norddjurs borgmester Jan Petersen (S) tager en sidste tur med Hans Husum (V), mens Syddjurs borgmester Kirstine Bille (SF) tager en tur med Claus Wistoft (V).
I 2009 fik den sidste dag før valgdatoen afgørende betydning for, hvordan forløbet blev på valgnatten i Syddjurs.
Den gang mødtes Socialdemokratiets borgmesterkandidat Ninna Thomsen, som ikke genopstiller, med Venstres ditto, Claus Wistoft.
De to bilede sammen til studierne i Aarhus. Bilturen blev benyttet til at afklare et muligt scenarium for valgnatten, der indebar, at Socialdemokratiet og Venstre besluttede at rykke sammen med Konservative Syddjurs.
Så da Ninna Thomsen og Claus Wistoft kindkyssede på rådhuset umiddelbart efter, at klokken var slået 20 på valgaftenen, var det blot en bekræftelse på, at deres indbyrdes plan så ud til at holde vand, men det gjorde den så ikke. De havde gjort regning uden Det Radikale Venstres Carsten Bech, og det gør man ikke ustraffet.
Claus Wistoft har offentligt overfor Lokalavisen på Venstres pressemøde i oktober 2013, hvor partiet præsenterede sit valgprogram, bekræftet, at han begik en taktisk brøler ved at køre Carsten Bech ud på et sidespor, fordi posten som formand for Udvalget for Natur, Teknik og Miljø var udset til at skulle besættes med De Konservatives borgmesterkandidat, Tommy Bøgehøj.
Morale: Hold godt øje med, hvem der kører med hvem mandag aften, men bemærk også lige om Carsten Bech sidder på bagsædet.