Enhedslisten på vej i byrådet
Hos Enhedslisten er det ikke et spørgsmål, OM man kommer i byrådet men hvor mange pladser man får
Her kort efter valgstederne er lukkede, stiger spændingen hos Enhedslisten i Sønderborg kommune, som den gør hos alle andre partier og lister, der stiller op til byrådet.
Enhedslisten, som på valgaftenen har indrettet sig i et lokale på Humlehøjskolen, skiller sig dog ud ved at være helt sikre på, at man står til et kanonvalg. Det siger alle prognoser, og her i Sønderborg, er der da heller ingen slinger i valsen.
"At vi kommer ind, er jeg sikker på, så nu er spørgsmålet bare, om vi får et, to eller ligefrem tre pladser i det kommende byråd," siger Anders K. Brandt, som vil være den første, der bliver valgt, og nu er spændt på, om han skal sidde alene i byrådssalen, eller om han får en kammerat M/K med sig.
"Som jeg har sagt i valgkampen, så er det overordnede mål med vores tilstedeværelse i byrådet at arbejde for en ny vision for Sønderborg Kommune. I lighed med at vi satser på at ProjectZero, Frank Gejrys masterplan for havnen og tidligere på at blive europæisk kulturby, så vil jeg arbejde på, at vi kommer op i den danske superliga, hvad social ansvarlighed angår, og det håber jeg de øvrige partier vil være med på," siger Anders K. Brandt.