V-næstformand på rundtur
Venstres næstformand Kristian Jensen skal nå at besøge alle 98 kommuner før valgdatoen
"Der er selvfølgelig meget langt til Lars Løkke Rasmussen, men der er ikke længere end en mail eller telefon til Kristian Jensen eller andre af vores politikere på Christiansborg," siger Venstres borgmesterkandidat i Norddjurs, Hans Husum.
Han havde inviteret tidligere skatteminister og nuværende næstformand Kristian Jensen med på virksomhedsbesøg tirsdag i Gjesing på Linco Food Systems A/S, hvor værkfører og daglig leder Bjarne Sørensen tog Husum, Jensen og de øvrige politikere med på en rundvisning.
Med i følget var også Venstres spidskandiat til regionsrådsvalget Anne V. Kristensen, regionsrådsmedlem Vagn Skovdal Larsen, der kandiderer igen, men nu fra en position på Djursland mod ved sidste valg Silkeborg, samt de spritnye kandidater til KV13, Niels Ole Birk Nielsen, Vivivild, og Jens Bagger, Vester Alling.
Flere arbejdspladser
Linco Food Systems blev grundlagt for mere end 50 år siden
I 2008 blev den tidligere familieejede virksomhed købt af den tyske koncern Baader Group.
Linco Food Systems fremstiller udstyr til fjerkræforarbejdning og har også en afdeling på Djursland i Tirstrup.
På virksomheden i Gjesing er der beskæftiget 52 medarbejdere.
Netop flere arbejdspladser og praktikpladser var de ønsker, som Hans Husum sendte med Kristian Jensen hjem til Christiansborg.
"Vi mangler arbejdspladser på Djursland, og der kan Christiansborg hjælpe os ved at sørge for, at der bliver ført en erhvervspolitik i Danmark som kan stimulere til, at iværksætttere får lyst til at gå i gang," sagde Hans Husum.
"Vi mangler også praktikpladser til vores unge mennesker på Djursland, og det er et stort problem, når vi snakker uddannelse og fremtid."
Besøg i 98 kommuner
Kristian Jensen skal inden valgdatoen 19. november have besøgt samtlige 98 kommuner i Danmark.
"Vi har besluttet os for i Venstre, at vi skal rundt og vise interesse og være med til at støtte vores lokale kandidater i valgkampen," fortalte Kristian Jensen, der var med i to små timer, før den elektroniske kalender bippede som signal om, at en ny destination ventede.
"Det er altid godt at blive vist rundt på en virksomhed og få lov til at danne sig et indtryk af, hvordan virksomheden fungerer og arbejder i dagligdagen," sagde Kristian Jensen, der var flittigt spørgende på hele rundturen.
Daglig leder Bjarne Sørensen kunne fortælle, at virksomheden i Gjesing gerne tager lærlinge ind, og at erfaringerne generelt er gode.
"Magter de at stå tidligt nok op, er det nok den bedste forudsætning for en vellykket lærlingetid," bemærkede Bjarne Sørensen.
Holdningen betyder meget
Kristian Jensen spurgte netop til virksomhedens politik i forhold til at ansætte lærlinge i relation til den verserende debat om erhvervsuddannelsernes fremtid.
"Her betyder virksomhedernes holdning meget. Vi har i forvejen gode erhvervsuddannelser, men skal vi overbevise de unge og deres forældre om, at de skal gå den vej i stedet for at vælge en gymnasial uddannelse, er der et stykke vej at gå," fastslog Kristian Jensen.
Dobbelt chance
"Det er vigtigt at understrege, at det ikke er enten eller. Vælger du en erhvervsuddannelse i dag, er du jo ikke låst, for der er jo masser af muligheder for senere at supplere sin uddannelse med yderligere viden."
"Derfor gælder det om at fortælle både unge og forældre, at de har en dobbelt-chance, hvis de vælger at tage en erhvervsuddannelse," sagde Kristian Jensen.