Fortsæt til indhold

Et par politisk ukorrekte visioner

Samfund
Af Per Dalgaard, borgmesterkandidat for DF:

"Nu har valgkampen varet et par uger, og vi nærmer os afslutningen.
Det har været, og er, spændende at erfare hvilke emner der er i fokus hos kandidaterne. Men det er også lidt underligt for mig, at emner med potentiale for besparelser, som ikke forringer serviceniveauet, aldrig omtales. Endda emner, som hurtigt vil kunne forbedre kommunes økonomi. Men det kræver selvfølgelig fantasi at forestille sig en anden måde at administrere kommunen på. Det syntes jeg har været svagt repræsenteret blandt mine kolleger. Derfor vil jeg her give Dansk Folkepartis opskrift på, hvor der ligger åbenlyse områder, som kan forbedre økonomien.
F.eks. kunne vi købe Firkløverskolens afdeling i Mørke således, at de børn der er der i dag, ikke skal flyttes. Det vil fortsat give børnene den tryghed, de har et stort behov for. Tilmed vil det være en økonomisk gevinst for Syddjurs Kommune, er jeg sikker på.
Det koster i dag 20 mio. kroner pr. år at have 40 Syddjurs børn på denne skole i dag. Købes skolen, er dette en besparelse, hvorfra der selvfølgelig skal fratrækkes den løn de ansatte skal have, nu som Syddjurs ansatte, samt en driftsudgift. Men en besparelse vil det være. Syddjurs Kommune vil dertil få en indtægt fra de børn fra andre kommuner, som benytter denne skole. Jeg vil i det nye byråd foreslå en hurtig undersøgelse af denne mulighed.
En anden besparelse, som ligger lige for, er at reducere sygefraværet. Det er alt for højt i Syddjurs Kommune, men ingen af mine kolleger vil tale om det. Det er ikke politisk korrekt at nævne det. Men fakta er, at et sygefravær på 12-13 dage i gennemsnit for de ca. 2800 ansatte, koster kommunen i tabt arbejdsindsats 38 mio. kroner om året. Hvis kun halvdelen af dette fravær kræver en vikar, er det alligevel en ekstraudgift på 19 mio. kroner om året.
KL-undersøgelser viser, at det er ca. 10 procent af de ansatte, som tegner sig for hele 40 procent af fraværet. Og det er stort set de samme, som er fraværende hele tiden. Det går bare ikke. Samtidig er der en udbredt modvilje bland ledere og chefer, til at reagere på dette. Det går heller ikke.
De resterende 90 procent ansatte som møder hver dag, skal således løbe hurtigere for at nå hverdagens opgaver. Det er ikke fair.
Er man syg, skal man selvfølgelig blive hjemme. Ingen tvivl om det.
Der er også store gevinster at hente på jobcentret, hvor der går alt for lang tid med papirarbejde og for lidt tid med at få langtidssyge ud i job eller i uddannelse. Også her kan fantasien bruges. F.eks. ved at se på, hvordan andre kommuner løser denne opgave. Her er Falck Jobservice en god hjælp, som hos Horsens Kommune har sparet denne for 30 mio. kroner over en treårig periode. De arbejder efter princippet 'no cure no pay'. Det vil sige, kan de ikke vise en besparelse, betaler kommunen intet. Men en besparelse deles mellem kommunen og Falck. Det må da være en model, som er en win–win model. Hvis dette arrangement overføres på Syddjurs Kommune, der er halvt så stor som Horsens, vil vi kunne spare 5 mio. kroner om året. Men mon det vil blive til noget? Også dette emne er det politisk ukorrekt at tale om.
Men der er visioner i mine tanker - syntes jeg."