Drengerøven Erik Lund
I Allerød Nyts serie med spidskandidaterne fra de enkelte partiet og lister op til kommunalvalget er turen kommet til borgmester og konservativ spidskandidat Erik Lund
Hvad fik dig til at gå ind i politik?
Det gjorde jeg i 1994 på et tidspunkt, hvor jeg havde været topidrætsmand og landstræner ved OL i 1992. Jeg ville gerne gøre noget for den lokale sport, og jeg meldte mig ind hos de konservative i 1993 og stillede op i 1993 som sportens mand. Mine store børn var blevet store, og jeg ville gerne bruge min tid på noget meningsfyldt. Jeg ville gerne præge Allerød i en god udvikling. Jeg er ellers ikke opvokset i et konservativt hjem. Min far var pakhusarbejder og min mor var damefrisør.
Hvad interesserer du dig for, når du ikke beskæftiger dig med politik?
Jeg interesser mig blandt andet for sport. Min datter Amanda er konkurrencesvømmer, og hende kører jeg til træning og til stævner. Jeg er også svømmedommer, men har meldt fra som dommer i et stævne lige op til valget. Jeg tager dog til stævnet, så jeg kan se Amanda svømme.
Hvem er Erik Lund med egne ord?
Jeg er den person, som jeg altid har været. En drengerøv der har de samme venner, som jeg altid har haft. Vi har både en kortklub og en mandeklub med konkurrencer. Der har koner ingen adgang og vi får nogle øl. Så konkurrerer vi i Wii golf eller i dart. Jeg elsker også at tale med alle og jeg er meget åben. Når folk har spørgsmål, så kan de bare komme til mig, også når jeg er ude at gå tur med min hund Kalle.
Tre gode grunde til at stemme på mig
Fordi jeg er meget ærlig og ordholdende. Når jeg har lavet en aftale, så holder jeg den.
Det vigtigste i en kommune, det er at have styr på økonomien. Det kræver en for enden af bordet, det kræver at budgettet holdes.
Vil gerne have, at Allerød, der er nummer ét på stort set alle parametre, skal effektiviseres, så der kan komme flere penge til service. Vi bruger servicerammen fuldt ud, men der vil stadig være penge tilbage, og de skal bruges på skattelettelser.