Fortsæt til indhold

Ny borgmester går efter bred konstituering

Samfund
Af Betina Skjønnemand

Tre poster er fordelt i det nye byråd.
Thomas Andresen fra Venstre bliver borgmester og Ejler Schütt fra Dansk Folkeparti bliver vice-borgmester og formand for Arbejdsmarkedsudvalget.
De resterende poster forventer Thomas Andresen bliver fordelt senest i overmorgen, torsdag.
"Jeg vil indbyde alle partier til en snak, og så tager vi den derfra. Jeg lægger op til en bred konstituering, da jeg gerne ser, at der bliver bred opbakning til arbejdet i kommunen", lyder det fra Thomas Andresen.
At konstitueringen først vil ligge klar på torsdag, skyldes Dansk Folkeparti.
"Når man lige pludseligt går frem med 3 mandater, så er der lidt, der skal tales om i baglandet", siger Thomas Andresen om Dansk Folkepartis store fremgang.
På spørgsmålet om hvorvidt den slagne socialdemokrat, Povl Kylling Petersen, vil blive tilbudt en udvalgspost, siger Thomas Andresen:
"Povl Kylling vil blive indkaldt på samme måde som alle andre. Så tager vi den derfra".