Fortsæt til indhold

Våd skål for en ny æblelund

Ny æblelund med 43 træer indviet i Ebeltoft i silende regn

Samfund
Af Martin Schultz

I alt 351 nye æbletræer i 10 æblelunde gennem 10 år.
Borgerne i Ebeltoft gør en bemærkelsesværdig indsats for at styrke Ebeltofts brand som æblernes by.
Forrige søndag blev der indviet endnu en æblelund, da Ebelfestivalens styregruppe sammen med formanden for Ebeltoft Handelsstandsforening skålede for en ny æblelund.
I den nye æblelund blev plantet 43 træer, så der nu i alt igennem de 10 år, hvor Ebelfestivalen har eksisteret, er plantet i alt 351 æbletræer fordelt på 10 forskellige æblelunde.

Gave fra de handlende

Den nye æblelund er plantet ved den nordlige indfaldsvej til Ebeltoft på trekanten, hvor vejen går op til Handrup.
Arealet er stillet til rådighed af en privat lodsejer, og selv om indvielsen skete i silende regn havde både formanden for Ebelfestivalen og Handelsstandsforeningens formand rosende ord om det samarbejde, der har gjort Ebelfestivalen og dermed Ebeltoft kendt langt udenfor det lokale område.
”Dette års æbletofte er blevet til, fordi de handlende i Ebeltoft har købt æbletræer, som er plantet, så den ny lund nu er med til at skabe særlig opmærksomhed omkring byen, når man kører ind til Ebeltoft nordfra”, siger Walter Møller fra Ebelfestivalen.
Den 10. Ebelfestival blev afviklet i efterårsferien og fandt som sidste år sted med centrum på Festpladsen på Nørre Alle og blev besøgt af næsten 50.000 gæster.