Trinbræt ved Thorsager og i Hessel er rykket nærmere
"Socialdemokraterne i Nord- og Syddjurs kommuner går efter et trinbræt ved Thorsager i syd og i Hessel i nord i forbindelse med udbygningen af den kommende letbane. Initiativet der skal styrke bosætningen er nu rykket nærmere.
Udviklingen af infrastrukturen spiller en afgørende rolle for at styrke væksten på Djursland. Det gælder naturligvis også den kollektive trafik, og i særdeleshed den kommende letbane. Achilleshælen har indtil nu været den manglende hastigheds opgradering af strækningen Ryomgård - Grenå. Men problemet er nu løst.
Forligspartierne bag aftalen billigere og bedre kollektiv trafik - Regeringen, DF og EL - har nu besluttet at hastighedsopgradere strækningen til 100 km / t. Det er i sig selv meget glædeligt, fordi initiativet er afgørende for at Djursland bliver en integreret del af letbanen. Samtidig styrker hastighedsforøgelsen argumentet for et trinbræt ved Thorsager og i Hessel i forhold til den samlede køretid.
En fuld integration af letbanen på Djursland er naturligvis en hjørnesten i arbejdet med at styrke bosætningen, med et forventet øget pres på pendlingen mellem Djursland og den øvrige del af Østjylland. Dertil kan letbanen være med til at afhjælpe trængslen i og omkring Aarhus, ligesom en attraktiv letbane har et indbygget klima- og miljøhensyn.
Letbanen er blot et af initiativerne i socialdemokraternes plan for styrkelse af infrastruktur og vækst på Djursland. Motorvejen til Aarhus Lufthavn og Djurslands færgeforbindelser er andre initiativer."