Fortsæt til indhold

Kø ved håndvasken til vælgermøde

Det var svært at placere ansvaret for lukningen af Mørke Bibliotek til vælgermøde onsdag aften

Samfund
Af Martin Schultz

Håndgranaten blev smidt allerede fra første replik, da der onsdag aften var indkaldt til et velbesøgt vælgermøde i Mørke Idrætscenter med deltagere, heraf flere lokale, fra alle opstillede partier og lister.
Første taler i panelet var det lokale socialdemokratiske byrådsmedlem Kai Pedersen, og ligesom han allerede viste det under budgetbehandlingerne i Byrådet, så var han stiktosset over at Mørke Biblioteket skal lukkes 1. januar 2014.
”Der er en stor bosætning i Mørke med pæn tilgang af nye borgere, så jeg forstår simpelthen ikke, at man vil spare sølle 236.000 kr. ud af et samlet budget på 2,4 mia. kr. ved at nedlægge Mørke Bibliotek,” sagde Kai Pedersen.

Hele byrådet er medansvarligt

Der var fra start gang i aftenens mest ophidsende debat, da en borger, Ole Hansen, fra salen rettede et direkte spørgsmål til Venstre og SF om deres overvejelser bag beslutningen om at lukke Mørke Bibliotek.
Budgettet for 2014 blev vedtaget enstemmigt, så alle byrådets medlemmer var på den måde medansvarlige for lukningen af biblioteket, inklusive den lokale Mr. Mørke, Flemming Hansen, den vrede Kai Pedersen og den brødebetyngede SF'er Kim Lykke Jensen.

Har man stemt ja, skal man tie stille

Så der var kø ved håndvasken, hvor snavset fra budgetforliget skulle vaskes af.
”I kunne jo bare have stemt imod,” bemærkede Venstres borgmesterkandidat Claus Wistoft, som sagde, at lukningen af Mørke Bibliotek var led i moderniseringen af biblioteksområdet med fire hovedbiblioteker.
”Hele byrådet har stemt for budgettet. Når man har stemt ja, skal man tie stille,” sagde den radikale Carsten Bech.
”Vil vi have Syddjurs op at stå, så skal man ikke bagefter kritisere et enigt budget. Ellers vil folk ikke stole på os,” mente Carsten Bech.

Læs mere om vælgermødet i Mørke i Lokalavisen Kalø Vig i næste uge.