Svinget - vejen der blev glemt
Byrådet godkendte i 2007 at Svinget skulle have renoveret fortovet helt, men der blev aldrig sat penge af til det. Seks år senere er der stadig intet sket
Mellem Kirsebær Allé og Frederiksborgvej i Lillerød bymidte ligger Svinget. De ti grundejere på vejen blev i 2007 lovet et nyt fortov med kantsten, men det er aldrig kommet. Det blev ellers vedtaget på Miljøudvalget 30. april 2007 og senere endeligt vedtaget i byrådet 20. juni 2007.
"Jeg troede, at når noget blev besluttet i byrådet, så kunne man ikke bare svigte det. Det er et eklatant løftebrud," siger en af grundejerne, Aage Büchert.
Både Aage Büchert og Hans Jørgen Hansen er forundrede over, at de ikke officielt hørte noget fra kommunen i årene efter, det blev vedtaget at anlægge et nyt fortov.
"Vi har intet officielt brev fået om, at den oprindelige løsning var skrottet," siger Hans Jørgen Hansen, der på vegne af samtlige beboere på vejen rettede henvendelse til borgmester Erik Lund, K, i juli 2013, og som sendte henvendelsen videre til formand for Teknik- og Planudvalget, John Køhler, V.
"Vi gik ellers fra mødet i august med John Køhler med den opfattelse, at nu ville de lave tingene - med seks års forsinkelse, men John Køhler har drejet 180 grader i denne sag," siger Hans Jørgen Hansen, en anden af grundejerne fra Svinget.
"Borgmesteren kunne godt have taget vores henvendelse alvorligt, det har noget med det lokale demokrati at gøre," siger Aage Büchert.
Både Aage Büchert og Hans Jørgen Hansen understreger, at det ikke kun er deres lille gade, det drejer sig om, det gælder stort set alle veje i Lillerød bymidte.
"Hvis du går herfra og skal med toget, så går du på de værste fortove, hvor du er ved at brække benene - især om vinteren," siger Hans Jørgen Hansen.
"En beklagelig fejl"
Formand for det daværende Miljøudvalg og det nuværende Teknik og Planudvalg, John Køhler, kalder det en beklagelig fejl.
"Det er en fejl, og en meget sjælden fejl. Da vi bliver opmærksom på den i sommeren 2013, så behandler vi sagen igen. Det kan ikke nå at laves i 2013, og den nød ikke fremme ved budgetforhandlingerne for 2014. Jeg var ikke med i 11-mandsgruppen, der lavede budgettet," siger John Køhler og kaster dermed ansvaret for, at der ikke er sat penge af i 2014 til at renovere Svinget, som det oprindeligt var tiltænkt, over på den såkaldte 11-mandsgruppe i budgetforhandlingerne, der bestod af De Radikale, Blovstrødlisten, S, SF, DNA og løsgængeren Bitten Bloch.
Derudover mener John Køhler også, at fejlen ligger hos forvaltningen.
"De skal sørge for, at vores beslutninger bliver ført ud i livet. De har nok haft svært ved at finde en faglig begrundelse for, at de på Svinget skulle have en meget fin løsning, der afveg fra, hvad man gjorde andre steder i kommunen," siger John Køhler.