På tro og love?
Venstres borgmesterkandidat Claus Wistoft vil ikke følge et eksempel fra Nordfyns Kommune, hvor Venstre nærmest har bedt kandidaterne underskrive en på-tro-og-love-erklæring
Venstre i Syddjurs mistede ved årsskiftet byrådsmedlemmerne Per Zeidler og Flemming Hansen, der først blev løsgængere og siden medlemmer af Liberal Alliance.
Ikke en særsyn, at medlemmer skifter hest midt i vadestedet - hverken i Syddjurs eller i andre kommuner.
Hos Venstre i Nordfyns Kommune har kandidaterne simpelthen underskrevet en erklæring om, at såfremt de bliver valgt ind i byrådet og undervejs i byrådsperioden vælger at forlade Venstregruppen, vil de skulle afgive deres mandat og lade 1. suppleanten få pladsen i stedet.
Et eksempel som Venstres borgmesterkandidat Claus Wistoft ikke har tænkt sig at følge i Syddjurs.
Disciplin nødvendigt
"Nej, det vil jeg ikke. Alle vores kandidater har fået at vide, at de i kardinalspørgsmål i byrådssalen som for eksempel budgettet er underlagt gruppedisciplin, når vi har taget et standpunkt i gruppen, og det er det," siger Claus Wistoft.
"I Venstre i Syddjurs skal vi være dygtige nok til at tage diskussionerne i gruppen. Er du først ude i noget med underskrifter og på-tro-og-love, så er det for mig mere et signal om, at vi ikke har tiltro til hinanden, og det har vi i Venstre i Syddjurs. Opstår der uenighed, skal vi kunne tackle den slags situationer uden, at vi skal kigge på en underskrift."
Gider ikke polemik
Claus Wistoft accepterer, hvis andre kandidater eller medlemmer har en anden opfattelse, men selv gider han ikke deltage i en offentlig polemik.
"Lad os nu fastholde koncentrationen, om det som valget handler om, at vi vil erobre borgmesterposten i Syddjurs end spilde tid på interne diskussioner i offentligheden."