Det starter nogenlunde fredeligt...
Når de ledende politikere indfinder sig på rådhuset i Ebeltoft tirsdag ved 20-tiden, tager de en første sondering med de kolleger, som de er knyttet sammen med i et valgforbund
Første step i tirsdag aftenens konstitueringsforhandlinger er der lavet en stiltiende aftale om - partier og lister imellem.
Flere kilder, som Lokalavisen har talt med, bekræfter, at "før ulvene slippes løs", tager hvert af de tre anmeldte valgforbund en runde sammen i forhandlingslokalet for at tage bestik af valgresultatet og snakke muligheder og køreplan.
De tre valgforbund er:
- 1. Enhedslisten, SF og Socialdemokratiet
- 2. Liberal Alliance, Borgerlisten Syddjurs og Det Radikale Venstre
- 3. Konservative, Venstre og Dansk Folkeparti
På vegne af det "røde" valgforbund har SFs valgstrateg Eigil Holm Nielsen tidligere udmeldt: "Der er enighed i de tre partier om, at vi vil arbejde for, at Syddjurs Kommune også i den kommende byrådsperiode har en rød borgmester".
Valgforbund nummer 2 er udelukkende af teknisk karakter, men det er tre partier og lister, som favoritterne til borgmesterposten ikke kan være foruden, så de pågældende favoritter skal have flere mulige strategier/lunser - afhængige af valgresultatet - med i tasken, der kan appellere til de "afgørende 3".
Valgforbund nummer 3 er det samme, men både Konservative og Dansk Folkeparti har tidligere meldt ud, at begge partier ser Venstres Claus Wistoft som et godt bud på en ny borgmester.