Her er mit sidste løfte til ham
Camilla Nørgaards far, Ole Nørgaard, havde Parkinson i 10 år. Han døde i december 2010 efter seks måneder på hospitalet. Og Camilla vil gøre sit for, at andre skal ikke igennem det samme forløb som hende, hendes familie og ikke mindst hendes far.
Lovede at gøre en forskel
I snart halvandet år har Camilla Nørgaard fra TV 2 News været frivillig for Parkinsonforeningen. For efter hendes fars sygdomsforløb er det vigtigt for hende at hjælpe med at skabe større kendskab til Parkinson.
”Parkinson har taget min far fra mig. Det værste, der er sket i mit liv. Jeg kan aldrig få min far tilbage, men hvis jeg kan gøre en forskel for andre, så vil jeg gerne det. Jeg lovede ham, inden han døde, at hvis jeg kunne gøre noget, så andre ikke skulle igennem det samme helvede, som vi var igennem, så ville jeg gøre det.”
Camillas far var syg med Parkinson i 10 år. I starten mærkede hverken han eller familien ikke meget til sygdommen, men som årene gik, fik han det værre. Det endte med, at han fik det så dårligt, at han blev indlagt – og han kom aldrig hjem igen.
Gense tv-indslag: Camilla Nørgaard viser TV2-produktion bag om kameraet
”Da min far fik sin diagnose, var det ikke noget, der fyldte så meget for ham. Han ville ikke have, at sygdommen fyldte i hverken hans eller vores liv – og det var nok derfor, at der ikke var nogen af os, der tog beskeden så tungt i første omgang. Men fra at have haft problemer med en arm, der rystede, blev han mere og mere besværet af Parkinson, og hans generelle tilstand blev værre. Han fik medicin, så han var smertedækket, men min mor, der er sygeplejerske, kunne til sidst se, at der var noget galt. Da han blev indlagt i juni 2010, havde han et hul i mavesækken pga. al den medicin han fik for sine smerter. Dengang koblede man det ikke til hans Parkinson – men hullet var kommet, fordi sygdommen satte hans fordøjelsessystem ud af funktion.”
Mere end blot rysten
På hospitalet lå Camillas far på kirurgisk afdeling, fordi man havde svært ved at finde ud af, hvad der var galt med ham. Og fordi han i perioder ikke fik sin medicin, blev sygdommen langsomt forværret. Han tabte 30 kg, fik svært ved at tale og havde hallucinationer og tvangshandlinger. Parkinson påvirker et menneske både fysisk og psykisk, og symptomerne kan være så forskellige som mave-tarm-problemer, svigtende balance, depression, sløret syn, panikanfald og meget mere. Og selvom personalet godt kendte til Oles diagnose, koblede de det ikke sammen med årsagen til, at han var indlagt. Men det var Parkinson, der var skyld i, at Ole Nørgaard havde det så dårligt.
”Jeg vidste ikke, hvad Parkinson kan gøre ved et menneske. At sygdommen ikke kun er de symptomer, man lige kan se – som fx rysten, langsomme bevægelser og ændring i mimik – men at den kan påvirke hele nervesystemet og dermed hele kroppen. Og jeg ville ønske, at der var større kendskab til netop dette i sundhedssystemet, så min far, tidligt i forløbet, havde fået tilknyttet en parkinsonspecialist og havde fået den rette behandling.”
Gense tv-indslag: Camilla Nørgaard viser TV2-produktion bag om kameraet
På egen krop
I dag er det vigtigt for Camilla at hjælpe med at sætte fokus på Parkinson. Da hendes far blev syg, vidste hun ikke særlig meget om Parkinson, og nu håber hun, at hendes arbejde kan være med til at øge både kendskab til sygdom og forskning på området.
”For at få endnu bedre indsigt i livet med Parkinson, sagde jeg ja, da foreningen spurgte, om jeg kunne tænke mig at leve som parkinsonramt i 24 timer. Hold da op, hvor var det lærerigt, stressende og hårdt. Og min far brokkede sig aldrig nogen sinde. Nogle gange kunne han være irriteret, hvis fx hans arm ikke ville, som han ville – men det var ikke noget, han gik så højt op i. Nu, efter hans død, vil jeg være med til at fortælle, hvad Parkinson egentlig er, og hvordan det påvirker patienterne og de pårørende. Vi skal gøre alt, hvad vi kan, for at spænde ben for sygdommen, i stedet for at spænde ben for de mange mennesker, der lever med den.”
Ole Nørgaard døde som 64-årig, kort før jul i 2010.