Det skal kunne betale sig at arbejde
"Skabelse af rigtige jobs, vækst og dermed skattekroner i Syddjurs Kommunes kasse er de kommende år helt afgørende for serviceniveauet i alle de ydelser som udbydes.
Den barske realitet er, at 25 procent af kommunens borgere mellem 16 og 64, altså den erhvervsaktive alder, står uden for arbejdsmarkedet og forsørges af det offentlige – i alt cirka 6200 personer.
Situationen er ikke unik for Syddjurs kommune, men alligevel uholdbar, idet et liv med rigtigt arbejde til alle tider er et bedre liv, end et liv på offentlig forsørgelse - ligesom omkostningerne presser økonomi og niveau på al anden service i kommunen.
Dette indlæg er ikke et angreb på denne gruppe borgere, hvoraf mange har en god grund, men en opfordring til at sætte fokus på en udfordring, som kan vendes til både bedre livskvalitet for den enkelte og en markant forbedring af Syddjurs kommunes økonomi, idet over 20 procent af vores samlede økonomi på 2,4 mia kr går til overførsler.
De fleste partier ønsker ikke at drøfte denne udfordring, det er for " svært " og har det tilsyneladende fint med at gemme mennesker væk til passiv forsørgelse.
Som samfund har vi spillet fallit, hvis vi legitimerer, at mennesker rejser til Danmark, for at udføre de jobs som danskerne ligeså godt kunne klare. Er vi blevet for fine til nogen jobs – i Venstres optik er alle jobs lige gode – og de jobs man ikke selv gider – er i virkeligheden de jobs man bør have størst respekt for.
Det skal vi da gøre noget ved – både for disse menneskers skyld og for kommunens økonomi.
En sammenligning til Rebild eller Favrskov Kommune, som også er typiske land- og bosætningskommuner ved en storby, viser, at man her har 19 procent af samme gruppe på offentlig forsørgelse – hvilket i praksis er en meget stor forskel.
Hvis vi i Syddjurs kan blive ligeså dygtige som i Rebild og Favrskov – ville kommunen kunne forbruge over 100 mio. kroner til serviceforbedringer andre steder – eller måske endda nedsætte skatteprocenten, og tiltrække nye borgere.
For at flytte på dette område skal byrådet sætte klar mål herfor, til støtte for jobcentrets arbejde med at finde rigtige jobs.
Og der er jobs derude - jeg undrer mig dagligt over, hvorfor det er en polak, der leverer min avis om morgenen, eller hvorfor vi skal have ansat en ukrainer i vores malkekvægsbesætning fremfor en dansker?
Flere rigtige jobs skal også skabes ved generelt øget forbrug og vækst blandt os alle, hvorfor dette også er en opfordring til at svinge dankortet – til egen fornøjelse og for samfundets skyld."