Fortsæt til indhold

Overrumplende tilbud til rød spidskandidat

Showtime til valgmøde på Rønde Gymnasium med komisk fortalelse og LA kandidat på slap line med talent for parodier

Samfund
Af Martin Schultz

Der skal en gang i mellem et ekstra pift til at holde en stor forsamling vågen.
Det ved en erfaren byrådspolitiker og rutineret gymnasielærer, men det var næppe tilsigtet, at den socialdemokratiske deltager i Rønde Gymnasiums paneldebat, Ole Bollesen, tirsdag formiddag kom til at gøre Enhedslistens Jesper Yde Knudsen til borgmesterkandidat for Socialdemokratiet.
Tanken var at præsentere Socialdemokratiets højt profilerede borgmesterkandidat, Jesper Mathiesen, men uvis af hvilken grund var det “Jesper Yde”, som faldt ud af munden på Ole Bollesen, som i øvrigt er lærerkollega på Rønde Gymnasium med Enhedslistens borgmesterkandidat.
”En icebreaker” kaldte Ole Bollesen, som markedsfører sig med det iørefaldende slogan ”Sæt X ved Bolle”, sin fortalelse, som hurtigt blev rettet, så Jesper Mathiesen på første række igen kunne rette tæerne ud i de pæne sko.

Grønt dilemma

Om det var Ole Bollesens fortalelse, som satte gang i forsamlingen af Rønde Gymnasiums over 300 elever, skal være usagt, men efter den traditionelle opstart med indlæg fra paneldeltagerne, kom der fint gang i debatten, foranlediget af mange spørgsmål fra salen.
Gymnasieeleverne ville både have svar på det aktuelle dilemma, velkendt i Syddjurs, om hvordan en grøn profil kan forenes med en afvisning af vindmøller på land, og der blev stillet spørgsmål om både flygtningesituationen i Ebeltoft, kommunal gæld, Molsliniens fremtid, gratis internet i hele kommunen, og de unges transportproblemer med at komme på kryds og tværs i kommunen.
”Det var en rigtig fin debat med mange gode spørgsmål,” mente valgmødets ordstyrer, lærer Karl-Erik Danielsen fra Rønde Gymnasium, der med tør lune styrede slagets gang

Stunt om rygeloven

Vælgermødet gav også to minutters valgkamps-berømmelse til Liberal Alliances up coming kandiat Mads Færgemann fra Ebeltoft, som under den indledende runde fik overladt mikrofonen borgmesterkandidat Per Zeidler.
Den 34-årige butikschef fra Fætter BR viste fint talent for at parodiere sin partifælle, folketingsmedlem Simon Emil Ammitzbølls særlige nasale diktion i et kort stunt om rygeloven.
”Jeg har tidligere også optrådt med en parodi på Poul Nyrup,” fortæller LA-kandidat Mads Færgemann, som har taget fri fra sit arbejde i legetøjsbutikken i Aarhus i en uge for at være med i valgkampens slutspurt.

Mads Færgemann (LA) viste talent for at parodiere partifællen Simon Emil Ammitzbøll.
To gange Laura til venstre har ikke stemmeret endnu, men vidste godt vhor deres sympati lå.
Claus Wistoft (V) havde fået æggekurven med til sine brochurer, da han sammen med Jesper Mathiesen (A) var på jagt efter stemmer hos eleverne på Rønde Gymnasium.
En af Kommunalvalgets yngste kandidater er gymnasieelev Zissel Astrid Kjertum-Mohr fra Enhedslisten (tv).