Fortsæt til indhold

Stemmer på kanten kom i hus

Der var boller og kakao til de hjemløse og socialt udsatte, da kampagnen "Stemmer på Kanten" sluttede.

Samfund
Af Hans Larsen

Da vintermørket begyndte at dæmpe lyset over Aarhus, blev et lille telt slået op på Rådhuspladsen. Samtidig kom der en stor kurv frem fyldt med chokoladeboller, og på afsatsen op til cykelparkeringen kom der kander med varm kakao.
Slutspurten til kommunalvalgkampen var i gang. Kampagnen "Stemmer på Kanten" skulle forsøge at overtale de sidste hjemløse og andre socialt udsatte, at det ville være en god idé, hvis de afgav deres stemme inden lukketid kl. 20.
Under hele valgkampen har 14 frivillige turneret rundt til væresteder i Aarhus og forsøgt at få de socialt udsatte i tale. Og kampagnen har været en stor succes, lyder det fra tovholderen, Tove Kjer-Jensen.

Kontakt med mange mennesker

"Status er, at det har været en kæmpe succes. Vi er kommet i kontakt med en utrolig masse mennesker og fået nogle fantastisk gode kontakter. Vi har været på væresteder, og vi har oplevet nogle fantastiske debatmøder," siger Tove Kjer-Jensen.
Der har været afholdt såkaldt omvendte vælgermøder, hvor det har været udsatte og hjemløse, der sad i panelet, mens kommunalpolitikerne stod for spørgsmål. På den måde fik beslutningstagerne meget at vide om de socialt udsattes liv. Og var dermed mere kvalificerede, når de kom med deres valgløfter.
Ingen af de frivillige fra "Stemmer på Kanten" har tal på, hvor mange hjemløse og socialt udsatte, der har afgivet stemme, bortset fra værestedet Jægergaard, hvor 31 stemte, da valgbussen kom forbi. og det var 31 vælgere, der ikke tidligere har stemt.
"Det er succes. Det samme var det, da vi var ude i Trige og stemme dørklokker en lørdag formiddag. Her fik vi tre-fire stykker til at stemme," siger Tove Kjer-Jensen.

Politikere skal holde valgløfter

Ifølge Tove Kjer-Jensen er det oplagt at gentage kampagnen ved det næste kommunalvalg om fire år, og også ved det næste folketingsvalg. Derudover vil "Stemmer på Kanten" holde politikerne fast på de valgløfter, de har givet.
"Vi allerede aftalt, at vi skal mødes til foråret. Noget af det konkrete, jeg har lagt mærke til, er, at det er svært for de udsatte og psykisk sårbare at komme igennem systemet. Der er også nogle der brug for mere bostøtte i eget hjem og boliger. Så der er noget, vi kan holde politikerne fast på," siger Tove Kjer-Jensen.