Der er kun en vej for Syddjurs
"Som bekendt står Syddjurs Kommune fortsat over for meget store udfordringer. Den demografiske udvikling går i retning af fortsat flere ældre og færre erhvervsaktive. Dette gælder i mange kommuner, men er særligt udtalt i Syddjurs. Dette giver om få år store problemer uanset hvor meget vi sparer.
Vi skal gøre det attraktivt for erhvervsaktive og børnefamilier at bo i Syddjurs, ligesom det skal gøres attraktivt at etablere virksomhed i området. Det er nu engang erhvervslivet der skal generere indtægter til kommunen.
Vi bør søge at køre efter denne model:
- Skatten må ikke stige. Bedre drift i kommunen skal derimod bidrage til den økonomiske udvikling. Skatten bør snarere kunne sættes ned inden for en overskuelig periode. For høj skat er dræbende for virkelysten ved såvel virksomheder som borgere.
- Vi skal sikre attraktive forhold for erhvervsaktive og virksomhedsejere.
- Der skal være kortere sagsbehandlingstider inden for alle områder.
- Vi skal have en bedre infrastruktur og offentlig transport.
- Vi skal arbejde for at vores væsentligste kulturklenodier, så som Fregatten Jylland, kommer på finansloven. Kulturen er vigtig for et velfungerende samfund.
- Vi skal værne om vores unikke, skønne natur.
- Vi skal behandle vores borgere med anstændighed, uanset om de er erhvervsaktive, pensionister, på overførselsindkomst, studerende eller andet.
Samtidig er det vigtigt at vælge en borgmester, der er borgmester for hele kommunen i stedet for et mindre lokalområde. Sidstnævnte forekommer jo selvfølgeligt, men det er desværre ikke altid en selvfølge på Djursland, hvor sognerådspolitikken jo lever i bedste velgående."