Lotte Heise giver julen gas på Glascaféen
Debattøren og foredragsholderen Lotte Heise holder tre foredrag på Glascaféen i Ebeltoft
Det er stand up fra før de unge blev stand up'ere.
Debattøren, foredragsholdere og nu også radioværten Lotte Heise har længe kendt til kunsten at underholde voksne mennesker med hurtigsnak med kant, substans og humor og nu kommer det omvandrende energibundt med de mange meninger til Ebeltoft for at holde tre foredrag på Glasmuseet Ebeltoft i samarbejde med cafébestyrer Jette Christensen fra Glascaféen.
”Tanken er at byde det lokale publikum indenfor til nogle interessante foredrag og lidt spændende mad,” siger Jette Christensen, som også uden for sæsonen vil have liv i caféen og gerne vil invitere til de lokale borgere i Glascafeéen til oplevelser de ikke har prøvet før.
Ingen stress
Arrangementerne er planlagt som fyraftensmøder med både kulinariske oplevelser og en tankevækkende peptalk fra Lotte Heise.
Det første arrangement er tirsdag19. november, hvor Lotte Heise vil holde foredrag om ”Julen har bragt velsignet kaos”.
”Mit budskab er at julen er en dejlig tid. Og skal vi så ikke lade den blive til det,” siger Lotte Heise, som lover et morsomt, men også alvorligt foredrag.
”Man skal prøve at lave julen, så den er rar for én selv. Men mange mennesker gør det enormt besværligt for sig selv, fordi de skal leve op til så mange krav og forventninger.”
Lotte Heise gider ikke stresse over julen.
”Jeg elsker jul, men jeg gør det på min egen måde.”
Dansk juletapas
Lotte Heise vender tilbage 18. februar med et foredrag om ”Hvad siger din krop”, som knytter an til folks nytårsfortsætter om et sundere liv, men også tangerer Glasmuseets Ebeltoft til den tid nyåbnede udstilling ”Bodytalk” med 54 glaskunstneres fortællinger om krop og køn.
Sidste foredrag bliver 8. april med et rigtigt Lotte Heise tema: ”Tro på dig selv”.
Lotte Heise holder foredragene i Glasmuseet Ebeltofts Glasunivers med plads til 60 tilhørere.
Før foredragene er cafeen åben for samling med smagsprøver på hjemmelavede syltevarer. Efter foredraget er der spisning i caféen, hvor Jette Christensen den første aften vil servere en ”dansk juletapas”.
Jette Christensen håber, at mange vil benytte lejligheden til at besøge Glascaféen og Glasmuseet Ebeltoft.
”Jeg kalder det et fyraftensmøde og håber, at også forretninger og virksomheder vil tage deres medarbejdere med til et inspirerende foredrag og lidt spændende mad.”