Fortsæt til indhold

I glemmer at høre børnene

Samfund
Af Connie Ibsen, Nimtofte:

"Jeg er en de mange forældre, der er meget bekymrede efter byrådet d. 10/10-13 vedtog budget 2014, hvor der skal spares 2,5 mio. kr. på specialundervisningsområdet, som bla. skal ske ved hjemtagelser af børn fra specialskoletilbud i andre kommuner.

Vi står nu i den situation, at vores søn nu er kommet i farezonen for at skal "trækkes hjem" til et af Syddjurs kommunes egne tilbud.

Vores søn er 13 år. Da han var 8 år fik han diagnosen atypisk autist med en gennemgribende udviklingsforsinkelse, efter en længere kamp for at få ham undersøgt.

Efter vi fik hans diagnose, valgte vi at han skulle skifte skole. Til en skole, hvor han ud over at få en folkeskoleuddannelse også kunne lære sociale kompetencer, lære at blive selvhjulpen og lære at være selvstændig. Derfor valgte vi, han skulle afslutte sin skolegang på Firkløverskolen i Mørke.

Vi har aldrig fortrudt, at vi valgte af lade ham skifte skole. Heller ikke selv om det tog ham ca. 5 måneder at falde til og føle sig nogenlunde "hjemme" på skolen. Og at det tog næsten 1½ år, før han rigtig begyndte at have overskud til at tage i mod den undervisning, der blev givet ham. Heller ikke selv om det gør, at han stadig efter 4½ år har en meget dårlig selvtillid, og skal bekræftes hver gang han gør noget rigtigt.

Vores søn er normalt en stille og glad dreng, der gør alt for at virke "normal". Han vil gerne gøre alle glade og prøver altid på at gøre, hvad andre beder ham om eller hvad han tror andre forventer af ham, lige meget hvor han er.

Men forandringer i hverdagen, at der sker ting han ikke er forberedt på, mange mennesker og meget uro er nogen af de ting der stresser ham meget. Når han bliver stresset, bliver han meget ked af det og magter ingen ting, kun at ligge i sin seng. Så føler han ikke han hører til her og at livet bare er for svært.
Vores dreng er meget glad for hans skole, Firkløverskolen i Mørke, her føler han sig tryk og forstået, her er den struktur og vejledning han har brug for.

For noget tid siden gik det op for ham hvad fremtiden måske kan bringe. Det blev han meget ked af og frustreret over. Det har stresset ham meget at han ikke ved hvad den nærmeste fremtid bringer.
Forleden kom han så og spurgte, om han ikke kunne få lov til at tale med politikerne, så han kunne fortælle hvad han føler om sagen.

Jeg aftalte med ham, at hvis han vil fortælle mig, hvad han gerne vil fortælle politikerne, så ville jeg gerne formidle det videre.

Så her der de ting vores søn gerne ville fortælle:

  • Jeg er bange for at miste sine venner (han har kun 1 uden for skolen)
  • Jeg er bange for, at han aldrig vil se sine venner igen.
  • Jeg er bange for at der ikke vil være nogen at være sammen med mere.
    (Det er meget svært og tager lang tid at skabe de bånd, der skal til for, at vores søn mener han har venner).
  • Hvis jeg skal flytte, kommer jeg til at savne den fred og ro der er på skolen.
    (Her tænker han på de fysiske rammer, med små grupper og eget rum)
  • Jeg kommer til at savne de voksne, der forstår mig og forklarer tingene, når jeg ikke kan finde ud af det.
  • Jeg er bange for, at de nye lærere ikke forstår mig og vil ha' mig til at lave ting, jeg ikke kan finde ud af.
  • Jeg er bange for at jeg ikke kan følge med i undervisningen, fordi de ikke forstår mig.
  • Jeg er bange for, at de nye klassekammerater vil synes jeg er dum, fordi jeg har svært ved at læse og skrive.
  • Jeg mener ikke politikerne ved, hvad de taler om
    (Var hans sidste bemærkning og fik smilet frem på os begge, efter at han havde grædt under det meste af vores samtale)

Så kære politikere tænk jer om en ekstra gang´, inden I endelig beslutter jer for at rive nogen af disse sårbare børn ud af deres trygge hverdag. Det kommer til at koste år i deres uddannelse og personlige udvikling.

Har vi råd til det?

Hvis vores dreng skal flyttes, vil det være nødvendigt med en indkørings periode på flere måneder, hvor mor eller far er nødt til at blive "hjemkøbt" af kommunen, til at kunne hente ham tidligt, hver dag.

Det vil betyde en stresset familie - uden der er nogen der ved, hvilke følger det vil have.
Det vil betyde, at vores søn mister endnu mere af hans uddannelse, både fagligt og personligt. Hvilket jeg aldrig tror han vil kunne indhente.

Det vil fratage ham hans mulighed for at blive en yder til samfundet."