Tom Bytoft i bar røv på fodboldbanen?
Det mest bizare indslag i rækken af valgløfter blev præsenteret af en socialdemokrat ved søndagens vælgermøde i Nørager
Begrebet 'Striker' er velkendt i England og på de engelske fodboldstadions.
Trods den massive sikkerhed omkring kampene lykkedes det i ny og næ en nøgen mand eller kvinde at tage turen over grønsværen, mens kampen kører på de høje nagler.
I tidligere tider måtte de engelske bobbies styrte efter manden eller kvinden og fange dem ind. Enkelte bobbies i det konservative Storbritanien havde også så meget overblik, at de tog deres imponerende hovedbeklædning af for at bruge den, ikke som sangskjuler, men som skjuler af de ædlere dele på den nøgne mand eller kvinde, så moralen ikke gik fløjten og inspirerede andre blandt publikum til at gøre det samme.
Måske kan vi i den kommende fodboldsæson på serieplan på Norddjursland komme til at opleve ikke bare en men hele to strikers.
Det sker, hvis et væddemål, som Socialdemokratiets Tom Bytoft - i jagten på opmærksomhed før krydset skal sættes på tirsdag - indgik med Nørager Boldklubs formand, Klaus Johnsen, i alles påhør ved søndagens vælgermøde i Nørager Forsamlingshus.
"Når Auning og Nørager mødes i næste sæson i Serie 1, lover jeg at løbe med bar røv over banen, hvis Nørager vinder på Auning Stadion, hvis du Klaus Johnsen til gengæld lover at ville gøre det samme, hvis Auning vinder på Nørager Stadion", lød det fra Tom Bytoft.
"Den er jeg med på", returnerede Klaus Johnsen fluks.
De mange gæster i forsamlingshuset hørte det tydeligt, og Tom Bytoft stillede ingen betingelser om, at det forudsætter, han bliver genvalgt til fire år mere i kommunalpolitik.
Vi venter spændt på fortsættelsen...