Fortsæt til indhold

Bønnerup havn fortjener handling

Samfund
Af Hans Husum, Norddjurs Kommunalbestyrelse - borgmesterkandidat til KV13:

"Bønnerup havn er helt unik. Udover fiskerihavn og værft ligger her en fantastisk fiskehandel, som altid er stuvende fuldt af kunder fra nær og fjern. Folk elsker fornemmelsen af at se og købe frisk fisk. Endvidere er der en stor lystbådehavn med såvel lokale sejlskibe som livligt gæstebesøg fra både ind- og udland. Et slags strøg med nogle enkelte butikker, is- og grillbar forbinder havnen med resten af byen, der er trukket tilbage fra den oprindelige kystlinje. Her væk fra havnen findes Brugsen, flere typer butikker, hotel og caféer. Rundt omkring ligger en større sommerhusbebyggelse og flere udstykninger er byggemodnede. Stranden på begge sider af havnen er særdeles velegnet for børnefamilier, da der nærmest er tale om laguner med lavt vand, således man skal langt ud, før der bliver dybt.

Så er det jeg tænker, hvordan vi kan få gjort dette særegne sted – denne turismens perle - endnu mere attraktivt? En arbejdsgruppe nedsat af Norddjurs kommune kom helt tilbage i 2010 med den seneste helhedsplan for Bønnerup Havn med diverse gode udviklingsmuligheder. Desværre er der intet sket trods Venstre adskillige gange har efterlyst handling.
Jeg så gerne et autentisk fiskemiljø i hele Bønnerup strand, hvor stemningen, nostalgien og de fysiske rammer spiller harmonisk sammen. Skagen har formået at gøre det – tænk bare på de gule huse med rødt tag og livlig leben i såvel byen og på havnen.
I Bønnerup skal vi også have et blomstrende og hyggeligt erhvervsliv på havnen i et autentisk fiskemiljø. Jeg vil gerne udstikke rammerne og mulighederne for det, og så vil det være op til borgere og interessenter at udfylde disse. Eksempelvis har Brugsen tidligere vist interesse for forretning på havnen, som ville være attraktivt for bl.a. lystsejlere og turister i det hele taget. Forretningen 'Ny Form Bønnerup Strand' har også udtrykt ønske om at udvide forretningen, men har her mødt manglende fleksibilitet fra kommunen med henblik på at finde en løsning. Mindre stadepladser med salg af friske grøntsager og alskens gode produkter fra Djursland er også en mulighed.
Den nuværende fiskehandel ligger ved siden af tomme lokaler, som kan være grobund for turismeaktiviteter, som skaber liv. Det kunne eksempelvis være små arbejdende værksteder som f.eks. et glaspusteri eller vodbinderi, der er mere synligt end det nuværende. Eller et spisested, hvor man kunne nyde stemningen med fiskekasser og sand på gulvet. Og her i al enkelhed nyde at piller rejer eller få en fiskefilet og en fadøl, inden solen så smukt går ned over vandet.
Kun fantasien kan sætte grænser for udnyttelse af dette fantastiske rum i havnemiljøet. Alt dette skal naturligvis ske i dialog med alle aktører indenfor fiskeriet, hvis sædvanlige vilkår for at drive forretning desværre er blevet løbende forringet. Eksemplerne fra Bønnerup kunne også med fordel overføres såvel til havnen i Grenaa som i Fjellerup. Sidstnævnte er også et gammelt fiskeleje, dog uden egentlig havn, da man altid her har fisket direkte fra kysten. Her har jeg i første omgang fokuseret på Bønnerup, der ud over de oplagte fordele ved en forskønnelse for borgerne, også vil kunne tiltrække turister til gavn for erhvervet – og dermed Norddjurs kommune."