Nyt nordisk samarbejde mellem Køge og Haslev
UDDANNELSE: Godt 20 elever fra Haslev valgte at bruge tre dage i brobygning på handelsgymnasiet i Køge, som en del af et Ny Nordisk Skole-projekt.
Formålet med forløbet var at lette overgangen fra folkeskole til gymnasiet.
Gymnasielærerne er imponerede over engagementet hos de helt unge.
Undervisningen var tilrettelagt af folkeskolelærere fra Haslev og gymnasielærere fra Køge Handelsgymnasium i fællesskab.
- Vores kollegaer i folkeskolerne underviste i de dage, hvor eleverne var på Sofiendalskolen, Bavneskolen og Møllevangskolen i Haslev og vi stod selvfølgelig for dagene på gymnasiet, siger underviser på hhx, Anders Kaarsholm om forløbet.
- Formålet med Ny Nordisk Skole- projektet er at forklare folkeskoleeleverne om fx hvilke fag og studieretninger Køge Handelsgymnasium kan tilbyde samt lave øvelser, der kan lette overgangen fra folkeskolen til gymnasiet. Samtidig har begge lærergrupper lært meget om hvilke forudsætninger eleverne skal udstyres med, for at få en god start på gymnasiet, pointerer Anders Kaarsholm.
Forsmag på fagligheden
Rikke Hastrup underviste også de unge Haslev-elever på handelsgymnasiet.
- Vi har arbejdet med emner såsom; 'hvordan virksomheder tjener penge', 'innovation' og 'social dumping.' Alle er de aktuelle emner, der med fag som matematik, samfundsfag, virksomhedsøkonomi og international økonomi bedre kan forstås og sættes i sammenhæng. Så det er de fagligheder, Hasleveleverne har fået en smagsprøve på – og de klarede det godt og var superengagerede, siger Rikke Haastrup.
Samarbejdet i Ny Nordisk Skole-projektet omfattede også Haslev Gymnasium og erhvervsuddannelsen Merkantil HG i Haslev.
pm