Fortsæt til indhold

DEBAT Liv i landsbyerne - ja, men hvordan

Samfund
Arve Meum, Udgården 18, Lading, Sabro. byrådskandidat for Enhedslisten

Enhedslisten ønsker at alle dele af Favrskov Kommune får lige muligheder for at udvikle sig, også landsbyerne. Det kræver helt grundlæggende en bedre kollektiv trafik og sikre cykelveje for børn. Det er fint med skolebusser, men børnene har også brug for at røre sig.
Herudover har vi i Enhedslisten en række forslag til skabe mere liv i landsbyerne. De vigtigste lyder:
Kulturelle satellit-arrangementer og et kulturelt rejsehold. Hvis der holdes et kulturelt arrangement i en af de store byer, kan man flytte en del af arrangementet ud til en landsby. Eller rejseholdet kan komme rundt med workshops, teater, musik, kunst og idræt mv.
Landsbypedeller, fx som fleks- og/eller seniorjob. De kan passe de fælles arealer i landsbyerne, de kan sørge for hjælp til biblioteker og borgerservice eller til tog og bus. Måske kan de også hjælpe borgere med særlige behov. Og de kan sørge for at sætte i gang, koordinere og følge op. Det er fint med frivillige og ildsjæle, men de kan ikke løse alle opgaver alene.
Kreative lokalplaner/nybyggerier. Hvis de enkelte landsbyer skal blive mere synlige, skal de have noget at profilere sig på. Fx bofællesskaber som Udgården i Lading. Eller arbejds- og bofællesskaber med integration af handicappede – efter Hertha-modellen i Herskind. Vi vil også støtte lokale energispareplaner og økologiske landsbyer. Nogle steder er det måske også relevant med flexible ungdoms- eller ældreboliger.
Vi vil bakke op om alle initiativer der skaber nye lokale arbejdspladser – som fx naturcamping, caféer, restauranter, lokal produktion til lokalt forbrug. Selvom Favrskov ikke er noget turistområde, kan man øge den lokale turisme med vandre- og cykelruter og overnatningsmuligheder.
Aftalte rettigheder til landsbyer og landsbyråd. Vi vil fortsætte og udvikle støtteordningen til landsbyrådene - til bl.a. forskønnelse og lokale arrangementer. Høringer om forbedring af de lokale forhold og give landsbyrådene mere politisk indflydelse.