Transportminister til pres(-semøde) i Lufthavnen
En forlængelse af motorvejen til Aarhus var det naturlige punkt 1 på dagsordenen ved transportminister Pia Olsens Dyhrs besøg i Syddjurs
Det var nærved, at der var flere SF-ministre på besøg i sidste uge i Syddjurs end der er får på Færøerne.
SF har udpeget Syddjurs til sammen med Lejre, de to eneste landkommuner, hvor SF besætter borgmesterposterne, at være der, hvor partiet skal gøre modvind til medvind. Torsdag var det den måske mest driftssikre af SFs ministerhold, Pia Olesen Dyhr, der parkerede ministerbilen ved Destination Djurslands lokaler ved Aarhus Lufthavn for at snakke infrastruktur med sin partifælle, SF-borgmester Kirstine Bille, og lufthavnsformand Ango Winther (S).
Bille havde taget et hold hårde drenge, viceborgmester Claus Wistoft (V), formand for udvalget for natur, teknik og miljø Carsten Bech (B) og formand for udvalget for plan, udvikling og kultur Jesper Mathiesen (S), med for at vise ministeren, at en forlængelse af Djurslandsmotorvejen helt ud til lufthavnen er der bred politisk opbakning til i byrådet og i Lufthavnsbestyrelsen.
Projektet ser politikerne som en motor for erhvervsudviklingen på Djursland, herunder Lufthavnens omsætning. Vejdirektoratet har i samarbejde med Syddjurs Kommune og Naturstyrelsen udarbejdet en forundersøgelse af en mulig udbygning, men der foreligger endnu ikke nogen tidsplan for projektet.
Lobbyisme skal der til
Før ministerbilen drog videre, blev det gjort klart for hende, at det vil batte noget, at den nuværende Grenaa-bane nu elektrificeres og dermed integreres i den nye letbane i Århus. Forudsætningen for succes ligger i hastighedsopgraderingen fra Ryomgård til Grenaa, som åbner 1/2 times drift og flere stoppesteder.
Lobbyisme er en del af den lokalpolitiske virkelighed i forhold til Christiansborg, og der skal mange gange flere ministerbesøg til end bare et enkelt for at bane vejen.