Fortsæt til indhold

Kommende letbane er værdig til Champions League....hvis

Samfund
Af formand 3F Djursland Lydia Frydendal Callesen og Knud-Aage Rasmussen, næstformand i 3F Transport, Logistik & Byg i Aarhus:

"Kære pendlere I kan glæde jer – den kommende letbane Grenå – Århus- Odder bliver en succes, men…

Letbanen bliver en endnu større succes jo mere vi tænker os om. I Bergen (Norge) og Freiburg (Tyskland) er letbanerne blevet en massiv succes. Der er flyttet rigtigt mange bilister over i den kollektive trafik. Det har været til stor gavn for miljøet og det har mindsket bilkøerne og øget fremkommeligheden. Det vil derfor have stor betydning for både erhvervslivet og pendlere til Århus fra både Nord og Syddjurs Kommune, når letbanen kommer på skinner.
Begge steder har der været stort fokus på at fastholde et attraktivt busnet, sideløbende med, at man har igangsat stadigt flere letbanestrækninger. Det betyder, at det er nemt for borgerne at komme rundt, hvor der ikke lige er letbane, men især også, at det er nemt at komme til og fra centrale stoppesteder/parkeringsanlæg langs letbanen. Derfor vil vi advare imod, at man fortsætter den kurs der er lagt op med at udfase busruter langs letbanen. Selvfølgelig skal man se busser og letbane i en helhed, men det er alt for risikabelt, at tænke det som enten eller. Vi skal derfor opfordre de kommende byråd i både Nord/Syddjurs og Århus Kommune til at afsætte de nødvendige midler til at sikre en god kollektiv trafik til gavn for alle –også bilisternes fremkommelighed. Det kræver investeringer og bedre service bl.a. øget koordinering mellem regional -og bybuskørsel.

Herudover skal vi have stort fokus på at sikre billige billetpriser, gode parkeringsforhold for cyklister ved stoppestederne og parkerings anlæg ved de større stationer i udkanten af Aarhus.

Alt i alt skal vi tænke os grundigt om, inden letbanen kommer i drift. Jo bedre vi får startet ud, des større succes bliver letbanen til gavn for os alle, miljøet og klimaet. I Bergen som er på størrelse med Aarhus benytter 33000 passagerer sig dagligt af letbanen – tænk jer hvad det vil betyde for trafikken på vejene på Djursland og Århus ! Derfor - brug din stemme til kommunalvalget på at sikre en god kollektiv trafik."